KULTURIMPERIALISME En af de ting, der gjorde mig interesseret i ikke-vestlige kulturer, og som var medvirkende til at jeg sidenhen valgte at læse antropologi, var Mogens G. Stryhns billedbog “Kulturimperialisme” fra 1979. Jeg læste bogen, mens jeg gik i gymnasiet, og den rørte mig meget dybt.

Mogens G. Stryhns bog fra 1979. Bogens fulde titel er “Kulturimperialisme. Billeder og budskaber. Et forsøg på at skildre verden set fra Ikke-europæisk synsvinkel”. I sandhed et antropologisk anliggende – og slet ikke så let, som det måske lyder.

Jeg fandt bogen på mine forældres bogreol, og det var kærlighed fra side 1. Bogen talte virkelig til mig med sine smukke billeder og letfattelige, men dybt meningsfulde sprog. Jeg følte, at bogen forløste nogle indre konflikter, der havde rumsteret i mig i lang tid – eller i hvert fald gav den næring til et spinkelt håb om at finde en vej ud af disse konflikter. På et lidt mere elementært niveau gjorde bogen det også klart for mig, hvorfor der overhovedet er noget, der hedder Den 3. Verden. Jeg havde selvfølgelig hørt dette udtryk mange gange, men aldrig rigtig forstået, hvad der mentes med det. “Den 3 Verden… hvad er så den 1. og den 2. Verden, og hvor mange verdener findes der?”

Mogens G. Stryhn svarede på dette spørgsmål, som jeg indtil da havde syntes lød for dumt, til at jeg ville fremsætte det højlydt. Han skrev, at udtrykket Den 3. Verden var et eksempel på en europæisk synsvinkel. I virkeligheden et eksempel på det, blandt antropologer så velkendte og udskældte fænomen etnocentrisme. Den 3. Verden hedder sådan, fordi vores egen verden, den vestlige, naturligvis er Den 1. Verden (Alle folkeslag har nok denne tendens til at anbringe sig selv som nummer 1 i verden). Mellem vores egen verden og Den 3 Verden har vi så Den 2. Verden: Den kommunistiske (som var noget mere påtrængende i 1979 end den er i dag, men i dag er den vel afløst af den muslimske). Hinsides den 1, den 2. og den 3. Verden findes så Den 4. Verden, der udgøres af ikke-vestlige kulturer – de folk, som antropologer traditionelt har beskæftiget sig med. Denne verden fascinerede mig og havde altid gjort det, men jeg anede ikke, at den var en kategori for sig, og kunne ikke se de store linier i opdelingen af samfund og kulturer, før jeg læste Mogens G. Stryhns bog. Den 4 Verden virkede mystisk, fremmed og eksotisk. Den var et sted, hvor mennesker stadig levede i tæt kontakt med naturen, elementerne og hinanden, hvor der ikke fandtes nemme løsninger på vanskelige problemer, hvor livet på én gang var enkelt, gavmildt, farligt og kompromisløst. På en måde havde jeg fået det indtryk, at den ikke rigtig fandtes mere, for når man hørte om ikke-vestlige kulturer var det altid Den 3. Verden med dens krige, sult, nød og elendighed, der blev beskrevet. Jeg var begyndt at tro, at alle ikke-vestlige kulturer befandt sig i en tilstand af kaos og meningsløshed, og at mennesker i disse lande havde desperat brug for Vestens materielle, politiske og moralske bistand for at overleve.

Regnskovs-indianere

Mogens G. Stryhns bog formåede at overbevise mig om, at Den 4 Verden faktisk findes; at der findes mennesker og samfund rundt omkring i verden, der lever rige, meningsfulde liv fulde af glæde, sorg, frihed, forpligtelser, sex, kærlighed, spiritualitet, børn og gamle, arbejde, leg, hverdag og fest. Mine idéer om naturfolk var nok præget af en hel del romantik, men bag romantikken lå et dybt og inderligt ønske om selv at leve et liv mættet med betydning og i tæt kontakt med både den indre og den ydre natur. Dette er ikke en romantisk idé, men en menneskelig mulighed uanset om man er født i Den 1, 2, 3 eller 4 Verden, for disse verdener findes ikke kun udenfor os, men også inden i os. Normalt identificerer vi os med den verden vi fødes ind i, men antropologi er en mulighed for at identificere sig med Den 4. Verden, og undersøge hvad denne har at tilbyde mennesker i vores tid og kultur.

DE INDRE VERDENER

Her på vej mod slutningen af min formelle uddannelse i antropologi kan jeg se, at jeg har bevæget mig i alle 4 verdener . Jeg startede på studiet med en længsel efter at lære Den 4. Verden bedre at kende, jeg flirtede med at gå i afrikansk tøj, lytte til afrikansk musik osv, men ubevidst var min identitet og selvforståelse solidt plantet i Den 1. og 2. Verden. Fra mine forældre havde jeg overtaget et demokratisk, socialistisk livssyn og en fornemmelse af at det er nødvendigt med en stærk stat for at løse tidens problemer, først og fremmest mijløproblemerne og flygninge-indvandrer situationen. Samfundets problemer skyldtes hovedsagelig den kapitalistiske samfundsorden, som kun gavnede dumme, hvide, magtliderlige mænd. Det måtte der laves om på.

Også Den 3. Verdens vanskeligheder optog mig, og jeg havde den her følelse, at det blandt andet var mit ansvar og min opgave at gøre noget ved det, fordi jeg levede i “den bedste af alle verdener”: den skandinaviske velfærdsstat. Denne priviligerede situation blev i mit sind til et urimeligt krav om at skulle redde verden og “gøre en forskel,” som det så idiotisk hedder (Vesten har i århundreder ikke bestilt andet end at “gøre en forskel”, for det meste til det værre, i sin iver efter at omvende og uddanne og hjælpe mennesker i andre lande). Jeg har andetsteds (link til artikel i Information) skrevet om, at det måske snarere er os i Vesten, der har brug for bistand, fordi vi nok udadtil lever i overflod, men indadtil lever på et eksistensminimum.

Så Den 1, 2. og 3. Verden optog mig – jeg mente, det var i disse verdener jeg kunne gøre nytte og finde aflad for “arvesynden”… I mellemtiden lærte jeg om Den 4. Verden, disse folkeslag, der ofte syntes at fungere ud fra helt andre måder at tænke på, end jeg var vant til. Det var muligt for mig at tage disse tænkemåder ind på det intellektuelle niveau. Jeg kunne sagtens plapre løs om Potlach,  hellige køer og jæger-samler kosmologier til eksamen, men samtidig var tankeformerne fra Den 1, 2 og 3. Verden stærkere, og mine handlinger i det daglige og i forholdet til andre mennesker var fortsat styrede af denne såkaldt rationelle måde at tænke på.  Gennembruddet til Den 4 Verden kom i forbindelse med at jeg begyndte at meditere – da jeg begyndte at se indad og kigge efter Den 4 Verden indeni mig selv. Hvor var min indre neger, min indre indianer, min indre jæger-samler, min indre shaman, medicinmand, eskimo osv? Det kan lyde lidt fjollet, men jeg må sige, at det gjorde antropologi-studiet en hel del sjovere, at jeg begyndte at give værdi til det, jeg troede på: at det er muligt at leve et menneskeliv, der er både ægte, sandt, rigt og intenst – at det ikke bare er løgn og ‘sociale konstruktioner’ alt sammen.

TIGERENS REDE

Jeg begyndte ikke at meditere ud i det blå, jeg fik hjælp til at komme i gang. Ad forskellige veje fandt jeg frem til kursus- og meditations-centret Tigerens Rede, hvor jeg begyndte at komme som kursist i efteråret 2006. I løbet af de seneste fire år er jeg så blevet en mere og mere integreret del af fællesskabet omkring dette kursussted, og i sommeren 2010 lavede jeg et lille feltarbejde om stedet som afslutning på metodeforløbet på KA-uddannelsen.

Antropologen i arbejdstøjet. Mit feltarbejde handlede om byggeriet af et nyt meditationsrum, DugDråbeSalen, og hvordan folkene på Tigerens Rede forbinder meditation og praktisk arbejde

Man kan sige, at Tigerens Rede er blevet min stamme, det folkefærd, jeg er endt med at studere i min egenskab af antropolog. Jeg troede at Den 4. Verden var langt væk, og så viste det sig, at den befandt sig i Gedved, kun ca. 40 km syd for Moesgaard… Mine informanter er allesammen danskere på ydersiden, bortset fra et par nordmænd, svenskere og en enkelt finne, og de lever såkaldt ‘almindelige’ liv. Men indeni tilhører de Den 4. Verdens folk, og de søger at leve i kontakt med både instinkt-kræfter og spiritualitet – stedets spirituelle lærer, Anne Sophie Jørgensen, kalder det at være et “lodret menneske i en vandret verden”.

JEG’ETS 4 FASER

På de sidste kurser, hvor jeg har deltaget, har Anne Sophies undervisning blandt andet drejet sig om “Jeg’ets 4 faser”. Jeg’et er den del af bevidstheden, som vi normalt identificerer os med. Jeg er antropolog. Jeg er dansker. Jeg er studerende. Jeg er rig og priviligeret. Jeg er en sølle fattiglus, der knap har råd til at få lappet hullerne i tandsættet inden vinterkulden sætter ind. Jeg er god til skak. Jeg stemmer til venstre for midten. Jeg kan godt lide musik, men kan ikke finde ud af at synge. Jeg mig her og jeg mig dér. I jeg’ets verden er der gode mennesker og dårlige mennesker, rige og fattige, kloge og dumme, danskere og muslimer. Jeg’et skaber sin verden ved at dele ting og sager ind i kasser, som er til at have med at gøre – ganske ofte begrænser jeg’et det pågældende menneskes udfoldelsesmuligheder, fordi man har en tendens til at tro, at kasserne er lig med virkeligheden. Så hvis JEG har en overbevisning der hedder “JEG KAN IKKE SYNGE”, så er selve overbevisningen også en rimelig effektiv forhindring i forhold til nogensinde at lære det. Alle mennesker har et jeg, og det er vigtigt for den menneskelige modningsproces at lære sit eget jeg at kende, finde ud af hvad man kan li’ og ikke li’, undersøge hvilke mennesker man nyder at være sammen med, og hvem der får en til at kede sig røven ud af bukserne. Men det er også vigtigt, gradvis at slippe identifikationen med jeg’et, og indse at verden er større end jeg’et.

Anne Sophie har som sagt inddelt jeg’ets udvikling i fire faser.

  1. Fase 1: Jeg-dannelsen. Vi kommer til verden uden forestillingen om et jeg. Denne forestilling dannes formentlig først omkring 2-års alderen.
  2. Fase 2 drejer sig om opbygning og udfoldelse af jeg’et. Denne fase kulminerer ofte i teenage-årene, hvor unge mennesker så småt begynder at løsrive sig fra forældrenes definitioner af dette og hint.
  3. Herefter følger fase 3 som er en nuancering af jeg’et. I voksenalderen udtrykker man sig stadig gennem sit jeg, men for de fleste er det et mere fleksibelt og nuanceret jeg, end det, der kendetegner ungdommen.
  4. Fase 4 drejer sig om minimering af jeg’et. Dette begynder at ske, når man på et dybt plan indser, at jeg’et er et fængsel for sjælen og en forhindring for den direkte forbindelse til andre mennesker. Når man indser dette, vil man blive motiveret til at lægge vægt på andre sider af tilværelsen end dem der handler om at opbygge, udfolde og nuancere jeg’et.

Jeg nævner alt dette her, fordi jeg synes der er en parallel mellem jeg’ets 4 faser, og de 4 verdener Mogens G. Stryhn hjalp mig til at få øje på. Den 1. Verden er Vesten – det er denne verden jeg er blevet født ind i, det er i den, mit jeg er blevet dannet. Den 2. Verden er den politisk opdelte verden, som blev vigtig for mig i teenage-årene. Jeg var vild med at diskutere politik og syntes selv min politiske indsigt og talegaver var ret imponerende… Den 3 Verden er NGO’ernes verden. Her bliver de etiske og praktiske konsekvenser af den politiske indsigt påtrængende. Nu var det ikke længere nok for mig at snakke politik – jeg var optaget af at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre en praktisk indsats for at råde bod på noget af den ulykke Vesten har forårsaget i Afrika, Asien og Latinamerika. Denne nuancering af jeg’et førte mig i armene på antropologien, Den 4 Verden, Tigerens Rede, og indsigten i at der ikke er noget JEG kan gøre for at forbedre verden. Og at verden sådan set er smuk og god, som den er. Ubalancerne i verden skyldes netop alt det JEG’ERNE gør. Hvis jeg absolut vil gøre noget, er det bedst først at skrue ned for identifikationen med jeg’et, minimere jeg’et, indse at i virkeligheden eksisterer JEG ikke… Det sidste lyder måske lidt mystisk. Det er også meningen. At minimere jeg’et er mystisk. Det er ikke noget man kan beslutte sig for at gøre, det er noget, der opstår som en mulighed, når man er klar til at tage imod den. Det kræver andet end intellekt, det kræver intelligens forstået som dynamisk samspil mellem hjerne, hjerte og jordforbindelse. Som antropolog er det vigtigt at have et nuanceret, fleksibelt og velfungerende jeg, for at kunne udføre feltarbejde og omsætte den besynderlige viden vi beskæftiger os med i et udtryk, som andre akademikere kan forstå og bruge til noget i deres egen forskning. Men det er mindst ligeså vigtigt, at arbejde på at minimere jeg’et, for minimeringen af jeg’et er selve adgangsbilletten til Den 4. Verden – uanset om man finder Den 4. Verden i Guatemala, Gambia eller… Gedved.