For nogle år siden var jeg i Filippinerne sammen med lektor Lars Kjærholm og godt og vel 20 studiekammerater fra antropologi. Vi var der først og fremmest for at gennemføre et kort undervisningsforløb i etnografisk metode og lave små feltstudier. Derudover benyttede vi naturligvis  lejligheden til, da den formelle del af historien var vel overstået, at rejse rundt i landet som backpackere. Det var en forrygende rejse,som bød på sejlads mellem øerne Camotes og Bohol, dykning ved koralrev, vandreture langs risterraserne ved Batad, motorcykelkørsel uden kørekort og hjelm!, et besøg i en drypstenshule fuld af flagermus ved Sagada og masser af karaokesang undervejs. Filippinerne er helt tossede med karaoke, og ethvert værtshus med respekt for sig selv er udstyret med en tv-skærm, en mikrofon og et arsenal af karaokevideoer, så man som gæst kan få stillet, ikke bare sin tørst efter øl, men også sin tørst efter at synge. Filippinerne synger tilsyneladende af andre grunde end vi gør. Det handler ikke så meget om at performe eller om at underholde de øvrige gæster, men bare om at sidde og nynne med på sin yndlingssang ind i en mikrofon. De andre bargæster tager i regelen ikke videre notits af sangeren med mindre han eller hun er usædvanlig god eller usædvanlig elendig. Jeg synes det var noget underligt noget, og af den grund kom mit livs første etnografiske feltarbejde til at dreje sig om denne form for sangkultur. Jeg lavede feltarbejdet sammen med to kvindelige medstuderende, vi fandt os en stambar og kastede os ud i deltagerobservation, hvilket i denne sammenhæng altså var at drikke øl og synge popsange! Ja, det var ganske morsomt.

Nå, men i dette indlæg skal det ikke handle om alle detaljerne i dette feltarbejde eller om rejsen iøvrigt, men derimod om en samtale om antropologi og musik, som jeg havde med Lars Kjærholm, efter at vi havde været i Filippinerne i en lille måneds tid. Lars havde sin kone og to drenge med, og en aften holdt de et middagsselskab for os alle sammen. De fleste var færdige med feltarbejdet og med opgaven, og der var en atmosfære af tilfreds afslappethed imellem os. Nu var arbejdet gjort, og vi kunne se frem til at rejse afsted på eventyr uden fastlagte dagsordener. Lars’ kone havde lavet lækker mad, og vi havde selvfølgelig alle sammen medbragt en hel del våde varer, så stemningen blev hurtigt løssluppen og snakken gik livligt. Jeg faldt i snak med Lars, og han fortalte om de forskellige steder han kendte til i Filippinerne, og også i Indien, hvor han tidligere har lavet feltarbejde mange gange. Jeg spurgte på et tidspunkt til, hvorfor han i sin tid havde valgt at uddanne sig til antropolog, og fik et svar jeg bestemt ikke havde ventet. Lars var i sin ungdom stødt på noget indisk musik, som på en eller anden måde havde bidt sig fast i ham. Han ville gerne rejse til Indien for at opleve denne musik og begyndte så at undersøge hvilken uddannelse, der bedst kunne hjælpe ham med at realisere den drøm. Og det viste sig altså at være antropologien. “Jeg ville hen, hvor man spillede den slags musik,” kan jeg huske han sagde, under vores samtale i Filippinerne.

Indiske musikere

Det er jo på mange måder en lidt utraditionel måde at forklare hvorfor man har taget en videregående uddannelse. Det lyder bestemt ikke hverken særlig fornuftigt eller ansvarligt, tværtimod lidt egoistisk og tankeløst. “Skal samfundet virkelig stille en uddannelse til rådighed for dig, så du kan komme til Indien og høre på noget fjollet hippie-musik? Og hvordan har du tænkt dig at leve af den beskæftigelse?” Man kan næsten høre alle de bebrejdende ord og blikke fra diverse politikere, skolelærere og bedstemødre, som ikke lige kan se, hvordan kendskab til indisk musik hjælper os til at holde hjulene i gang herhjemme i lille Danmark.

Men musik er efter min mening en rigtig god indfaldsvinkel til at få indblik i andre menneskers liv og erfaringer. Hvad enten det nu er indisk musik eller dødsmetal, så fortæller musik noget om den person der har et forhold til musikken. Det er ikke altid, at man kan sætte ord på, hvad det er man får at vide om et menneske ved at få indblik i vedkommendes musikalske præferencer, men at man får noget at vide, det mærker man tydeligt. Musik kan på den måde indfange betydningslag og karaktertræk som kan være vanskeligt tilgængelige gennem samtaler og interview. Og musik kan, som i Lars Kjærholms tilfælde, være det element, der gør at vi pludselig ved hvilken region vi ønsker at beskæftige os med. “Jeg vil hen hvor de spiller den slags musik!”.

/Martin