På feltarbejde i Californien

"In every walk with nature, one receives far more than he seeks." - John Muir, amerikansk naturfilosof, vandringsmand og digter

EN FORTÆLLING OM HESTEKRÆFTER OG SOLENERGI

Jeg bor et stykke uden for San Francisco hos min fars fætter Torsten og hans kone Tineke. I går besøgte jeg Tinekes arbejdsplads – en ranch oppe nordpå, hvor hun arbejder terapeutisk med heste, dvs. hun hjælper unge med motorisk handicap til at ride på heste på trods af deres handicap; ”Acces Adventure – challenging the limits of disability”, hedder projektet. Ejeren af ranchen er Michael Muir, oldebarn efter John Muir, som er en af den amerikanske naturbeskyttelses helt store pionerer fra forrige århundrede. John Muir rejste overalt i Californien, og han rejste hovedsagelig til fods – det var også den eneste måde, man kunne komme frem mange steder i Californien på den tid. Hans efterkommer, Michael Muir, går ikke ligefrem i hans fodspor – det kan han nemlig ikke. Som 15 årig blev Michael ramt af sclerose, og i dag må han have en kørestol til hjælp for at komme omkring. Men det har altså ikke forhindret ham i at forfølge sin kærlighed til heste og til arbejdet med heste.

Jeg hjælper med at gøre vognen klar til ridetur. Det er en uoverdækket vogn med plads til 12 passagerer. Torsten og jeg afmonterer de forreste sæder, så der bliver plads til en kørestol. Stephanie, en ung sclerose-ramt kvinde kommer for at træne med hestene Mercury og Jokum om et kvarters tid, får jeg at vide. Nu kommer John ud med hestene og spænder dem for. Det er kraftfulde arbejdsheste, helt sorte begge to. Bagest på vognen er en lift til at bugsere kørestolen op; Torsten gør mig opmærksom på at liften er soldrevet, der sidder et lille solcellepanel ovenpå en kasse, som åbenbart indeholder et batteri. Vognen kører altså på 100% vedvarende energi – hestekræfter og solkræfter.

På en eller anden måde får den samtidige tilstedeværelse af hestene, vognen og den soldrevne lift mig til at tænke på Solvognen, den gamle bronzealder-figur, som giver et pejlemærke til at forstå forfædrenes verdensbillede. De så, at solen bevægede sig hen over himlen, men kunne ikke se, hvordan den bar sig ad med det. Hvorfra fik solen kræfterne til at rejse hen over himlen hver eneste dag? Der måtte være en eller anden trækkraft, der gjorde det muligt, og i deres sind tog denne kraft form af en hest. Nok ikke en hvilken som helst hest, men en mytisk hest, en ur-hest.

I dag tænker vi ikke, at solen får sin kraft fra heste, men tværtimod at heste, og alle livsformer her på planeten i øvrigt, får deres kraft fra solen. Det er solen, der er spændt foran hestene ikke omvendt.

Stephanie er ankommet, og vi kører en tur ud på prærien – gagalop, gagalop. Mens vi rumler af sted spørger Torsten om jeg, i min egenskab af antropolog, nogensinde har tænkt på, hvad hesten har betydet for menneskelig kultur? Hvordan hesten har været involveret i udviklingen og effektiviseringen af jagt, landbrug, rejser, godstransport, felttog osv? Det har jeg faktisk; jeg har sågar læst en bog om emnet, men jeg er nysgerrig efter at høre Torstens version af den historie og undlader derfor at afbryde ham. Han fortæller, at domesticeringen af heste formentlig begyndte i middelhavsregionen og derfra bredte sig tværsover Asien og op i Europa. De første hestebetvingere har sikkert været datidens største vovehalse, og de har uden tvivl sat mere energi til i anstrengelserne med at tæmme de vilde heste, end de har fået tilbage i form af øget produktion og spiselige kalorier. Men de må have haft en eller anden fornemmelse af, at det lønnede sig i det lange løb. “Eller måske har de bare fundet udfordringen så spændende og fascinerende, at de ikke kunne lade være”, foreslår Torsten.

Ja, hans refleksioner giver mening, synes jeg. Ingen tvivl om, at domesticeringen af heste har haft kolossal betydning for menneskets energiarbejde. Det samme gælder vel beherskelsen af ilden, den bevidste dyrkning af jorden, opfindelsen af hjulet, sejlskibe og for ganske nylig udbredelsen af internettet og digitale medier. Det giver ikke altid mening at tale om teknologiske landvindinger som “fremskridt”, fordi der i dette ord ligger en idé om at teknikken har gjort livet bedre. Men uanset om de her nævnte opdagelser og opfindelser har gjort livet værre eller bedre, så har de i hvert fald medført store forandringer – i det ydre, men også i det indre. De har rokket godt og grundigt ved “det muliges vedtagne grænser”, ved fastlåste forestillinger om hvad mennesker kan og ikke kan. Gad vide, hvilke “umuligheder”, der står på spring til at vende op og ned på menneskers liv i verden i dag? Måske evnen til at “fange” energien direkte fra solen, som det lille, støvede solcellepanel bagest på hestevognen er et eksempel på. Når der for alvor kommer gang i udviklingen af sådanne “fangsredskaber” til “solenergifangst” vil jeg tro, at Californien kommer til at gå forrest. Californien er rig på økonomiske, teknologiske og menneskelige ressourcer, og så skinner solen nærmest uafbrudt fra maj til november. Solen er klar til at blive sat i arbejde – den venter bare på os.

 

Ugens Etnografiske Oplevelse

Er der mon er en etnograf tilstede? Og er han/hun i så fald i færd med at iagttage, deltage eller reflektere? I dette indlæg skriver jeg om det andet basisredskab i undervisningen i Intuitiv Studieteknik: Ugens Etnografiske Oplevelse.

DET HANDLER OM VÅGENHED

At være etnograf er ikke kun et spørgsmål om at kende fagets historie og tradition, alle dets forskellige -ismer, hæderkronede pionerer og afdøde afguder som Malinowski, Evans-Pritchard og Levi-Strauss. Det vigtigste er ikke engang, at man har bestået alle fagets eksamener og dermed har papir på, at man er etnograf. Nej, det vigtigste er i mine øjne, at man har tilegnet sig den særlige etnografiske opmærksomhed, der gør at man ser verden som en etnograf, hvad det så end vil sige. Et bud kunne være, at man som etnograf er i stand til at iagttage uden at involvere intellektet i første omgang. Man er i stand til at reflektere over noget på forskellige niveauer uden at sætte dem i modsætning til hinanden. Det kræver tålmodighed,  åbne sanser og tillid til både sig selv såvel som andre mennesker. Her har vi at gøre med kvaliteter, som du ikke kan læse dig til eller gå til eksamen i. Men du kan alligevel godt træne disse egenskaber på en systematisk måde, der gør det muligt at opleve tydelig fremgang. Et af de mest effektive redskaber jeg har brugt til at fremme den etnografiske opmærksomhed er Ugens Etnografiske Oplevelse, som du kan læse om i denne artikel.

HVAD ER EN ETNOGRAFISK OPLEVELSE?

Ugens Etnografiske Oplevelse kan du vælge ikke at opfatte som et redskab, men blot som tidsfordriv. Ugens Etnografiske Oplevelse er et mål af tid, måske to timer om ugen, som du afsætter, og hvor du forpligter dig til specielt at skaffe næring til din indre etnograf, altså den del af dig som er interesseret i hvad mennesker går rundt og laver og oplever, den del af dig som glæder sig til at skulle på feltarbejde og møde mennesker, der måske tænker og handler helt anderledes, end du selv gør. I sin mest enkle form er der tale om en ekskursion, som du planlægger i god tid og forsvarer mod andres indtrængen. Det er vigtigt, at du er af sted på egen hånd, i hvert fald i starten, for du skal vænne dig til at lytte til din egen oplevelse og gradvis opbygge tillid til din personlige dømmekraft. Hvis du er mandsopdækket af læsegruppe, venner og kærester, kan det være svært at høre hvad din indre etnograf prøver at fortælle dig. Du kender det fra biografturen sammen med en god ven. Så snart filmen er færdig begynder I at diskutere den og lede efter en eller anden konsensus om filmen var værd at se eller ej. Så er I oppe i hovedet igen og alle de følelser og kropslige, subtile indtryk som filmen har afsat i dig går tabt. Det er faktisk svært at komme til at opleve noget nyt, når man er sammen med mennesker man kender. Vi har en tendens til at reproducere de stemninger og følelser vi er fortrolige med i samværet, og det kan stå i vejen for at afprøve nye måder at tænke og opføre sig på. Det betyder ikke, at du må holde op med at hænge ud sammen med vennerne, men sørg også for at have tid hvor du oplever noget på egen hånd, sammen med din indre etnograf. Det er først og fremmest i starten at du er nødt til at gå solo, for at finde den etnografiske opmærksomhed frem. Efterhånden som den bliver stærk og robust, lærer du at blive i din egen oplevelse og stå ved den, også i selskab med andre, og så kan du invitere venner og familie med på etnografiske oplevelser, hvis de har lyst.

Så altså, en etnografisk oplevelser er en form for ekskursion, du udfører på egen hånd. Jeg vil anbefale, at bruge Ugens Etnografiske Oplevelse til at realisere nogle af de ting du går og drømmer om at prøve. Tag en lektion i mavedans, prøv faldskærmsudspring eller drageflyvning (hvis du har råd), tag ud og syng karaoke, tag på en blind date, arrangér med mols-linien, at du får lov at sejle med frem og tilbage oppe på broen sammen med kaptajnen, besøg et plejehjem, gå på et rigtigt værtshus, drik en kop kaffe på byens mest snobbede hotel, tag på fisketur med den lokale lystfiskerforening, rejs på tommelfingeren til Vesterhavet og se solen gå ned. Eller køb en busbillet og kør rundt med Århus Sporveje i et par timer, iagttag folk, snak med dem, kig på bussernes indretning og fornem rytmen i trafikken.

Du kan også gå mere excentrisk til værks og prøve at tilbringe eftermiddagen oppe i et træ i uniparken eller gå baglæns ned ad strøget i slowmotion. Sådanne handlinger/happenings kan være ret angstprovokerende, og du kan da også være temmelig sikker på, at forbipasserende vil tænke, at du er skør. Det skal du ikke lade dig slå ud af. Bare sig til dig selv, at du er i gang med et vigtigt videnskabeligt eksperiment om danskernes gå-kultur. Du skal selvfølgelig kun kaste dig ud i den slags eksperimenter, hvis de tiltrækker dig. Jeg vil ikke opfordre til, at du overskrider hverken dine egne eller andres grænser, men samtidig er det et godt tegn, hvis Ugens Etnografiske Oplevelse bringer dig ud i situationer, der giver lidt hjertebanken. På den måde rokker du en lille smule ved dine egne grænser for hvad du kan tillade dig, og sådan vil du gradvis blive mere modig. Ved at handle skørt og anderledes bliver du meget kropsligt bevidst om, hvad vi hertillands opfatter som normal adfærd. Jeg ved, at det ikke er sandsynligt, men strengt taget kan vi jo ikke vide, om der findes et sted i verden, hvor mennesker opfatter det at gå baglæns i slowmotion som helt normalt.

Som du kan se, er der uanede muligheder for at skaffe sig etnografiske oplevelser under de omstændigheder du lige nu befinder dig i. Der er ingen grund til at vente til feltarbejdet i 9.semester. Det er bare med at bruge sin fantasi og komme i gang. Når jeg tager afsted, plejer jeg at minde mig selv om at en etnografisk oplevelse indholder tre hovedingredienser: Der er et element af iagttagelse, et element af deltagelse, og et element af refleksion.

IAGTTAGELSE

Når du er afsted iagttager du selvfølgelig mennesker omkring dig. Dette kan være lidt af en udfordring i starten. Ofte har vi vænnet os til at ignorere folk omkring os, fordi vi er beskæftiget med egne tanker og formål, eller fordi vi ikke føler vi kan gå og glo på fremmede mennesker. Denne vane skal du arbejde dig ud af. Giv dig selv lov til at kigge på mennesker, og ikke kun dem du synes er sexede, selvom det også er tilladt at kigge på dem. Kig på gamle mennesker, unge mennesker, rige mennesker, fattige mennesker, glade mennesker, triste mennesker, oldinge, børn, handicappede, ludere, lommetyve, lurendrejere, lemmedaskere, lappedykkere, sjufter, socialdemokrater, sataner og skidesprællere.

Før du koncentrerer dig om at kigge på mennesker, vil jeg imidlertid opfordre dig til at lægge mærke til alt muligt andet. Planter, dyr, bygninger, møbler, skilte, cigaretskodder, tagrender, graffiti, fodspor, biler, tabte vanter osv. osv. Læg mærke til alle de ting, selvom de måske ikke betyder noget for dit igangværende projekt. Når du træder ind i et lokale, så se dig omkring og gør dig klart, hvor mange stole og borde der er, hvor mange lamper, hvor er de mørke områder, hvor er de lyse osv. Lav en mental note angående hver eneste lille detalje, så hvis jeg kom og spurgte dig efter en times tid, “hvilken farve har skraldespanden i hjørnet?”, så vil du vide det. Og du vil huske om den er tom eller fuld. Og du vil kunne oplyse, at der på skraldespandens nordside er sat et klistermærke med påskriften “nmark ud af EU” fordi nogen har prøvet at flå klistermærket af i den ene side.

Det lyder måske fuldkommen idiotisk at anstrenge sig for at lægge mærke til den slags, men træningen er med til at styrke din evne til at sanse intuitivt. Den såkaldte 6. sans er ikke så mystifystisk, som de fleste tror. Den er resultatet af en forhøjet sensitivitet af de øvrige 5 sanser. Så brug din synssans, din hørelse, lugtesans, smagssans og følesans, og øv dig i at lægge mærke til alting, når du er på ekskursion.

DELTAGELSE

Ja, deltagelse og deltagerobservation er jo noget antropologer længe har lagt vægt på som en vej til indsigt i andre menneskers liv. Det er ikke nok at læse om folk eller høre dem fortælle, hvad de laver, og hvorfor de gør som de gør. Man skal selv prøve at opleve tingene indefra. Læg mærke til i hvilke sammenhænge, du er en deltager, og i hvilke du er tilskuer. Hvornår oplever du at være ét med det du gør? Grænsen mellem at være tilskuer og deltager er flydende. Nogle gange overskrider du den grænse, uden at du selv lægger mærke til det, simpelthen fordi du af den ene eller den anden grund har enormt let ved at falde ind i netop den sammenhæng. Andre gange kan det føles næste umuligt at overskride grænsen, og lige gyldigt hvor meget du hopper og springer, lokker og truer, får du ikke lov at blive lukket ind i folks virkelighed.

Jeg vil anbefale, at du vælger etnografiske oplevelser, hvor det ikke er alt for svært at komme til at deltage. Tag imod invitationer, hvis de dukker op. Efterhånden som du bliver fortrolig med at være nybegynder i alle mulige sammenhænge, bliver det også lettere og lettere at få adgang til områder, der før var lukkede for dig. Og husk at give dig selv lov til at være begynder, det er hvad du som etnograf har allermest brug for.

REFLEKSION

Refleksion vil i denne sammenhæng sige, at du i løbet af den etnografiske oplevelse, eller umiddelbart bagefter, gennemgår i dit sind, hvad du har været udsat for. Hvem mødte du? Hvad gjorde de? Hvad sagde de? Hvordan reagerede du? Hvilke tanker og følelser dukkede op undervejs? Afspejlede din oplevelse nogle af de idéer som den antropologiske litteratur har præsenteret dig for? Hvis du skulle give din oplevelse en antropologisk klingende overskrift, hvordan ville den så lyde?

Når du reflekterer over din etnografiske oplevelse, kan du se det for dig som en dialog mellem intuition og intellekt. I praksis kan du reflektere over din etnografiske oplevelse ved at skrive om den. Afsæt for eksempel 20 minutter, hvor du sætter dig ned, og skriver hvad du har oplevet. Stil dig selv spørgsmål og prøv at besvare dem. En anden metode er at alliere dig med en ven, fx en medstuderende, og aftal at du får lov til at fortælle i 10 minutter uden afbrydelser. Tag dig god tid, fortæl hvad du har oplevet, samt hvad du har gjort dig af tanker i den forbindelse. Din ven skal ikke gøre andet end at lytte. Efter de 10 minutter kan han eller hun så stille spørgsmål, og I kan snakke videre om emnet, så længe I gider. Eller I kan bytte så den anden får 10 minutter til at fortælle om en etnografiske oplevelse. En tredje metode er at finde et billede, der beskriver det essentielle i din oplevelse. Det kan være et billede du selv har fotograferet, tegnet eller malet, eller det kan være et billede du er stødt på i et magasin, på nettet, i en bog, hvorsomhelst. Hæng billedet op på opslagstavlen eller på væggen over dit arbejdsbord.

Det sete afhænger af øjnene der ser

DET ER DIG, DER GØR OPLEVELSEN ETNOGRAFISK

Arbejdet med Ugens Etnografiske Oplevelse og Morgensider er en rigtig god måde at vække den etnografiske opmærksomhed, og det betyder i praksis at du begynder at forholde dig mere dynamisk og mindre dogmatisk til de ting der sker omkring dig. Du bliver mere åben overfor at lade tingene ske uden at du behøver blande dig, og du lærer, at lige meget hvad der sker, kan du altid vælge at tage det som en etnograf. Så du begynder at kigge efter hvad situationen kan lære dig, snarere end at være optaget af om du kan lide den eller ej. Når du gør det, skaber du faktisk en etnografisk oplevelse. Den var der ikke før du involverede din etnografiske opmærksomhed. Hvis du havde været medicinstuderende og havde involveret din medicinske opmærksomhed ville det have været Ugens Medicinske Oplevelse, hvis du havde været biologistuderende ville det have været Ugens Biologiske Oplevelse osv. At blive en god etnograf handler om at komme i kontakt med den etnografiske opmærksomhed og begynde at bruge den, så vil den vokse ligesom en muskel der bliver trænet. I starten kan det føles hårdt, du skal tage dig sammen for at komme i gang, og der er grænser for hvor længe du kan bruge ‘muskelen’ ad gangen. Men den udvikler sig hurtigt, og efterhånden behøver du ikke længere at opsøge etnografiske oplevelser, men kan lade dem komme af sig selv. God fornøjelse!

/Martin