Om menneskelig frygt og kærligheden til naturen

OPGØRET MED DEN SJÆLELIGE PROSTITUTION

Lund Universitet

I 2006-2007 tog jeg suppleringsfag i Humanøkologi ved Lunds Universitet i Sverige. Det var meget spændende, og det var blandt andet i den periode at jeg begyndte at skrive morgensider for at komme ud af en hårdnakket skriveblokering, der var bygget op over mange år. Efterhånden som jeg genfandt glæden ved at formulere mig på skrift, blev min usikkerhed afløst af en følelse af klarhed, mod og formål, der den dag i dag står som en mystisk forandring for mig. Jeg syntes ikke jeg gjorde noget særligt, men tingene forandrede sig bare. Jeg begyndte at være ligeglad med regler og krav til skriftlige opgaver. Jeg blev endda ligeglad med om jeg bestod prøverne eller ej – jeg ville bare skrive noget, som gav mening for mig og som føltes rigtigt og sandt. Det gik op for mig, at min skriveblokering blandt andet handlede om at jeg havde “prostitueret” mig selv og min kreativitet i et forsøg på at passe ind ved universitetet.  Hvis jeg ville ud af skriveblokeringen måtte jeg holde op med at prostituere mig selv, holde op med at skrive en masse sludder som jeg ikke selv fattede en pind af – og dybest set var der ingen grund til det, der er mange måder at passe ind ved universitetet. Morgensiderne tvang mig (eller hjalp mig) til at blive opmærksom på integriteten i det sprog jeg brugte. Og efterhånden fik jeg så meget tillid til min egen evne til at udtrykke mig på skrift, at det føltes unødvendigt at puste mig selv op med kunstige klichéer og akademiske buzz-words. Jeg kunne stå inde for det jeg skrev, hvad enten det gav høje eller lave karakterer. For nylig genlæste jeg min eksamensopgave i “miljøsociologi” fra april 2007, og jeg synes i al beskedenhed at den tekst er så relevant og velskrevet at den fortjener at blive læst af andre end min daværende underviser. Teksten henvender sig bredt til humanøkologer, men den faglige og pædagogiske selvransagelse teksten lægger op til er vist lige så relevant for antropologer – i hvert fald for antropologer der ønsker at inddrage krop, følelser og intuition i deres arbejde. God fornøjelse med læsningen.

Faust sælger sin sjæl til djævelen. Helt så langt gik jeg ikke (tror jeg da), men jeg har mange gange erfaret konsekvenserne af at give køb på sig selv. Det holder ikke i længden.

INDLEDNING
Det forløbne kursus i miljøsociologi har for mig givet anledning til dybtliggende overvejelser om hvorfor vi overhovedet beskæftiger os med humanøkologi. Mine overvejelser er ikke udelukkende af sociologisk art, og de er ikke afledt af kursuslitteraturen i nævneværdig grad. De er i højere grad blevet fremprovokeret af de diskussioner vi har haft på holdet, samt erfaringer og oplevelser der ligger ’udenfor pensum’ så at sige. Alligevel har jeg valgt at skrive om disse ’vilde tanker’, fordi de gennem lang tid har hobet sig op i mit hoved, og nu var det så blevet tid til at få ryddet op… Jeg håber at den rettende myndighed vil udvise forståelse for dette anarkistiske træk, ud fra devisen om at livet ikke er til for fagenes skyld, men at fagene er til for livets skyld.

HVORFOR HUMANØKOLOGI?
Hvorfor beskæftiger vi os med humanøkologi?
Den umiddelbare reaktion er ofte at humanøkologi er et vigtigt fag, fordi verden som bekendt er fuld af problemer, og der er et stort behov for at vi mennesker forholder os mere holistisk og tværvidenskabeligt til disse problemer, end vi har gjort hidtil. Økologi, økonomi og kultur hænger sammen og påvirker hinanden gensidigt, og det er uhensigtsmæssigt at behandle dem som adskilte fænomener. Denne forklaring på fagets eksistensberettigelse er der for så vidt ikke noget i vejen med i mine øjne, men den forholder sig kun til den rent intellektuelle side af sagen. Det er vores måde at forklare med fornuften, hvorfor vi vier en stor del af vores tid til at studere humanøkologi. Den anden side af sagen drejer sig om det følelsesmæssige, og det er efter min mening et meget overset område, som i høj grad trænger til vor opmærksomhed.

Hvis vi skal forklare hvilke følelser, der driver os til at læse humanøkologi, tror jeg at de fleste vil indrømme en vis splittelse. På den ene side drejer det sig om at man simpelthen føler kærlighed til naturen og menneskene. Dyrene, planterne, skovene og oceanerne rummer en utrolig skønhed og værdi for os, og samværet med andre mennesker er noget af det der gør livet værd at leve. På den anden side nærer vi en dyb angst for, hvad der vil ske med verden i fremtiden. Hvad skal vi leve af når verdens befolkning bare stiger og stiger og naturens rigdomme udplyndres af pengegriske kapitalister? hvad vil klimaforandringerne betyde for vores måde at leve på, den faldende biodiversitet, truslen om krig og terror, atomvåben, genteknologi og afskaffelse af folkepensionen…? Hvad skal der i det hele taget blive af os?

Alt dette hører måske mere hjemme i psykologien end i sociologien, men det psykologiske perspektiv bør efter min mening ikke udelukkes fra humanøkologien. Vore følelser, bevidste såvel som ubevidste, er ret afgørende for hvordan vi forstår verden, og det må vi forholde os til, selvom det at tale om ’det ubevidste’ let fører os ud på dybt vand og gør os usikre. Der er brug for dette skridt, hvis vi skal finde et holdbart alternativ til mainstraem-videnskabernes dyrkelse af objektiviteten og fornuften som det eneste saliggørende. Det er ret afgørende om man nærmer sig verden med frygt eller kærlighed, hvad enten man gør det som fagperson eller som privatperson. Den ene følelse skaber adskillelse, konkurrence og behov for kontrol, den anden skaber samhørighed, tillid og overskud til at gøre noget ved de udfordringer man står overfor.

Jeg tror at humanøkologien har potentialet til at forene hjerne, hjerte og jordforbindelse i udforskningen af verden, men det kræver at vi giver slip på hjernens monopol på at komme til orde, og det vil jeg forsøge at gøre i dette korte essay. Jeg vil ikke holde mig til et enkelt emne eller en enkelt case, men i stedet forsøge at udvikle dette perspektiv i dialog med inspirationskilder fra forskellige ’udenomsstudier’ – filosofi, videnskab, kunst og andet mageløst hittegods, der findes ude i grøftekanterne…
En bog der har inspireret mig meget er den britiske antropolog Edmund Leach’s ”Løber verden løbsk” fra 1967. Bogen er en samling af nogle radioforedrag som udsendtes i BBC til stor forargelse for mange. Leach placerer nemlig ansvaret for verdens kaotiske tilstande hos os selv, og vores ”umådelige uvilje mod at revidere vore forventninger”:

”…hvis tingene omkring os forekommer os kaotiske, er det udelukkende fordi vi aldrig i vore bestræbelser på at klare det uventede fuldt ud har forsøgt at udnytte vore potentielle evner” (Leach 1967: 96).

Det er altså ikke omstændighederne, der er noget i vejen med, men vore egne forventninger om at verden burde være et velordnet sted. At vi lever i et “risikosamfund” skyldes ikke så meget tilvæksten i objektive risici, men snarere at vi – måske især i de skandinaviske velfærdsstater – opdrages ind i den tro, at livet burde være trygt, bekvemt og forudsigeligt. Enhver begivenhed der modsætter sig denne holdning slår os med en rædsel, der virker som en effektiv blokering for at vi kan lære noget og afprøve nye måder at omgås livet og hinanden på. I en verden i hastig forandring er der behov for et opgør med denne frygt for kontroltab, og det starter hos os selv med en øget opmærksomhed på hvilke følelser, der er styrende for vore tanker og handlinger.

"HYGGE is not a crime" - nej, der er ikke noget i vejen med hygge, men det er heller ikke hensigtsmæssigt at ophøje hyggen til højdepunktet af den menneskelige civilisation. Som Benny Andersen skriver i digtet SMIL: "Jeg er borger i smilets land - det er ikke spor morsomt!"

Når jeg har haft behov for at søge litteratur og inspiration udenfor kursuslitteraturen, og når jeg i det hele taget har taget mig den frihed at skrive nærmest frit fra leveren, så skyldes det at jeg ikke blev særlig inspireret af kursuslitteraturen. Jeg oplevede den som ret hjernestyret og ofte negativ og beklagende, især i bøgerne ”Power” og ”Gender and Environment”.
Den negative tone er meget udbredt i akademisk og journalistisk formidling, og den bliver som regel betegnet som “kritisk”, hvilket anses for at være prisværdigt, et udtryk for en professionel tilgang. Den kritiske forfatter har bevaret sin objektive sans og har undgået at lade sig lulle ind i en socialt konstrueret virkelighed, der er for god til at være sand. Jeg opfatter den negative tone som udslag af nærighed og mangel på tillid, og jeg tror kun den appellerer til dem der i forvejen er enige med den kritiske forfatter om, hvad det er man ikke vil finde sig i… Jeg ved godt at det lyder hårdt og provokerende i mange menneskers ører, men man er som regel aldrig et offer for ydre omstændigheder, i højere grad end man selv er villig til at være det. Det lærte jeg selv som lille rødhåret gut i skolegården. Med rødt hår, briller og et iltert temperament var jeg et let mål for de store drenges drilleri, men jeg fandt efterhånden ud af, at hvis man er ligeglad, er der ikke nogen der gider drille én. Det bedste forsvar er ikke at have noget at forsvare, og det er der sikkert mange der fortæller deres børn på den ene eller den anden måde, men der er tilsyneladende behov for, at nogen fortæller det til de voksne også…

SAMFUNDET – FUNKTION ELLER PROCES
”Det er som livet – et spil, der går ud på at afdække reglerne, de regler der hele tiden ændrer sig og som aldrig kan afdækkes” (Gregory Bateson i dialog/metalog med datteren Mary-Catherine).

Et af de begreber, der har haft størst indflydelse på videnskab og samfund i den moderne periode er begrebet udvikling. Darwin, Freud og Marx står med deres banebrydende forfatterskaber som det 19. århundredes store repræsentanter for denne nye forståelse af mennesket, naturen og samfundet som noget der ikke er givet én gang for alle, men forandrer sig hele tiden.

Udviklingstanken er endnu i dag dominerende i vestlig filosofi og videnskab. Hos Leach finder vi også et udviklingsperspektiv, som af ham selv betegnes evolutionær humanisme. Et sted skriver han:

”En af de store forandringer, som der er behov for i vort samfund, er, at vi alle kommer til at indse hvor hurtigt vi forandrer os” (Leach 1967: 89).

Den moderne periode kan vel i høj grad ses som en periode, hvor vi har nærmet os en forståelse af at alting inklusiv os selv forandrer sig, sådan som Leach efterspørger, men det har tilsyneladende ikke gjort det af med vores frygt for fremtiden, snarere tværtimod, udviklingen fremstilles ganske ofte som noget truende og dystert, så hvad er det, der er i vejen?
Måske det, at vi er følelsesmæssigt splittede i forhold til idéen om udvikling. Vi har for ofte været vidne til, at noget, der ved første øjekast lignede en forbedring, viste sig at have skæbnesvangre konsekvenser, og nu kan vi snart ikke høre ordene fremskridt og udvikling uden at stille os skeptiske an. Det er forståeligt nok, men alligevel dybt ulykkeligt. Vi har brug for at kunne føle tillid til fremtiden, til livet og til andre mennesker for overhovedet at gide foretage os noget.

Problemet hænger givet vis sammen med at vi har en idé om at udviklingen burde være forudsigelig – at samfundet burde fungere mere som et urværk end som kroketspillet i Alice i Eventyrland. Vi vil gerne have at samfundet fungerer gnidningsfrit og er til at finde ud af, som en maskine hvor alle udfører den funktion de er sat til og arbejder sammen uden bøvl og besvær.

Måske kunne vi få et mere afslappet forhold til samfundet, dets historie og dets udvikling, hvis vi begyndte at opfatte det som en organisk proces, levende og dynamisk. En sådan omdefinering af hvad vi forstår ved ’et samfund’ ville tillade os at involvere os mere helhjertet i en nødvendig fase med mange eksperimenter uden garantier for udfaldet, men med en fornemmelse af formål. De uundgåelige vanskeligheder vil ikke ses som fejl der skal fjernes, men som nødvendige læreprocesser. At udvikle samfundet kunne komme til at handle om noget andet end betalingsbalance og det at ligge forrest i konkurrencen med andre lande. Med en dybere forståelse af samfundet som en organisk proces, kunne vi måske indse at det vi har brug for er fremgang, ikke perfektion.

Jeg har snuset en del til taoistisk filosofi, og der findes en berømt historie indenfor taoismen som handler om en bonde. Bondens søn brækkede sit ben. Landsbyboerne kom hen til gården og sagde: ”Men dog! Det er da en stor ulykke. Din søn har brækket sit ben, nu kan han ikke hjælpe dig i marken”. Bonden sagde: ”Det er hverken en lykke eller en ulykke”. Dagen efter kom regeringstropperne til landsbyen for at indkalde unge til hæren. De var nødt til at efterlade drengen fordi hans ben var brækket.
Så en dag sprang bondens hest over hegnet og stak af. Landsbyboerne kom og sagde til ham: ”Sikke en ulykke at din hest er stukket af”. Bonden sagde: ”Det er hverken en lykke eller en ulykke”.
Et par dage senere kom hesten tilbage i følgeskab med et dusin vilde heste. Landsbyboerne kom og sagde til ham: ”Det er en stor lykke at din hest kom tilbage med 12 andre”. Han svarede: ”Det er hverken en lykke eller en ulykke” (Wilde 2000: 129).

Denne historie viser noget om begrebet wu-wei, handlen via ikke-handlen, et koncept der ligger fjernt fra vestlig tankegang og måske især den angelsaksiske pligt-etik.

Wu-wei

Wu-wei handler ikke om, at vi skal sætte os ned og aldrig foretage os noget, men filosofien understreger at vi skal holde op med at udmatte os selv og hinanden ved at blive revet med af hver eneste beretning om ulykke – og lykke for den sags skyld. Det handler om at bevare jordforbindelsen selvom tingene synes at ramle sammen omkring én. Vi skal naturligvis håbe det bedste, men vi må lære ikke at reagere i panik når omstændighederne ind i mellem modsætter sig vore forventninger.
Vestens udviklingsteorier involverer (klasse-) kamp og konkurrence, survival of the fittest. Taoistisk filosofi udtrykker en mere rolig, men dog kraftfuld indstilling, der lægger vægt på at være en del af verden omkring os, i stedet for at være på kant med den. Selvfølgelig er der mange flere facetter i den vestlige forståelse af udvikling end jeg her har redegjort for, men sammenligningen med taoisme viser for mig at se, at vores vestlige udviklingsbegreb er langt mindre fleksibelt end vi normalt gør os klart.

FRYGT
Frygt er nært knyttet til følelsen af magtesløshed. Under kurset har vi talt en del om magt, men i vore diskussioner, og i den litteratur vi har beskæftiget os med, er magt-begrebet primært blevet undersøgt ud fra hjernens begrænsede forståelse af tingene, som fortæller os, at magt handler om at have penge og politisk indflydelse, om at have kontrol over andre, eller indtage en privilegeret position i andres øjne. I denne forståelse er magt noget som nogen har på bekostning af andre. Sådan er vi vant til at tænke om magt, og i den logik bliver enhver forskel mellem mennesker til noget truende, og vi er nødt til at kæmpe om magten eller udligne forskellene for at kunne føle os sikre.
Men vi kunne også prøve at forstå hvad magt er på en anden måde, fra hjertets synsvinkel, det ville måske hjælpe os til at føle os mindre magtesløse, mindre frygtsomme og dermed kunne der blive plads til kulturel mangfoldighed, uden at nogen behøvede at føle sig krænkede eller truede. Set fra hjertets synsvinkel er intellektets idé om magt det rene vås. Hvad skal man med penge og politisk indflydelse, hvis man føler sig ufri og måske bange for sine egne vælgere eller politiske modstandere? Hvilken glæde skulle der være forbundet med at undertrykke andre mennesker voldeligt, seksuelt eller følelsesmæssigt? Hvilken frihed giver det at være født ind i overklassen hvis man er bundet af stive normer og konventioner om korrekt opførsel.
Den magt der får næring af frygt for egne eller andres mindre pæne sider fører til begrænsning og kontrol af menneskers livsudfoldelse. Den magt der udspringer af selvrespekt og balancerede følelser fører til ligeværdighed og gensidig inspiration.

Det sete afhænger af... balancen mellem hjerne og hjerte

En anden kilde til frygt, der hænger sammen med følelsen af magtesløshed, er den fornemmelse af knaphed som gennemsyrer hele vores samfund. Når jeg ind i mellem roder mig ud i diskussioner om dette emne plejer jeg at tale om velfærdssamfundets ’knaphedsfilosofi’, og folk antager ofte at dette udtryk er ment som en retorisk provokation. Det er det ikke, det er virkelig mit indtryk, at de fleste af os til trods for vore ekstravagante forbrugsmønstre konstant er bekymrede for vores økonomi, jeg selv inklusive. Det er da paradoksalt at der tales så meget om knaphed og mangel på ressourcer i lande som Danmark og Sverige – samfund der ud fra enhver objektiv betragtning aldrig har været rigere på materielle goder, og hvor disse goder er så jævnt fordelt blandt befolkningen. Men det afslører vel bare at rigdom ikke kan måles ud fra de kedelige kriterier vi som regel anvender; en smart bil, et fedt køkken, et godt betalt job, bruttonationalproduktet. Også vores begreb om rigdom trænger til en omdefinering. Rigdom er at være tilfreds med det man har og føle at livet er i overskud. Mens jeg gik på Testrup Højskole formulerede forstanderen, Jørgen Carlsen det på denne måde: ”Jo mere man evner at omfatte med kærlighed, jo rigere liv får man”. Personligt synes jeg ikke det kan siges bedre.
Velfærd målt på den skala er ikke noget vi er så erfarne med endnu, selvom der har været opmærksomhed på behovet for et mindre materialistisk velfærdsideal siden 60’ernes ungdomsoprør. Måske er knaphedsfilosofien så sejlivet fordi vi er vant til at tænke energi og ressourcer som statiske, begrænsede størrelser.
Da jeg for et år siden fulgte et kursus om arktisk kultur på Århus Universitet blev jeg første gang opmærksom på, at det er muligt at opfatte energi og ressourcer på en helt anden måde end jeg ellers havde vænnet mig til. De arktiske fangerkulturers natursyn baserer sig, ligesom de fleste jæger-samler kulturer i øvrigt, på den forudsætning, at der strømmer en masse energi gennem naturen, og hvis man kan fange den har man i og for sig energi nok. Det er jo det vi kender som vedvarende energi, men det er ikke den måde vi er vant til at tænke energi på i landbrugs- og industrisamfundene. Her er energi noget der findes i depoter nede i jorden og som nogen bestemmer fordelingen af, her handler det hele tiden om at få sin retmæssige del af kagen i et nul-sum spil. Jeg tror det er en del af forklaringen på at vi ofte har den følelse, at verden består af en begrænset mængde goder og der ikke er nok til alle, hvilket selvfølgelig skaber usikkerhed og behov for at kontrollere andres omgang med energien. Denne kontrol tager form af moralske forskrifter om hvad der er rigtigt og forkert, og vi har sikkert alle sammen et hav af meninger om hvad andre burde gøre og hvordan de burde leve så deres livsform kunne støtte vores opfattelse af tingene. Personligt ville jeg foretrække, at der ikke blev brugt så mange ressourcer på militær oprustning og krig, fremstilling af plastik-tallerkener, gratisaviser og motorveje, men jeg må alligevel tilslutte mig Edmund Leach, når han siger:

”Tag jer i agt for moralske principper. Den brændende iver efter at gøre det rigtige fører til opdelingen af mennesker i helgener og syndere, og når det først er sket, kan synderne let blive spærret inde og underkastet vold. Men andre skabninger og andre folk har også ret til at eksistere, og vi må på en eller anden måde prøve at se hvordan de passer ind i helheden” (Leach 1967: 68).

Det fører mig frem til i det sidste afsnit at diskutere, hvad jeg opfatter som det svære, men holdbare alternativ til knaphedsfilosofien, magtesløsheden og frygten, nemlig tilliden.

DEN NØDVENDIGE TILLID

Det er let nok at have tillid til mennesker, der opfører sig som vi forventer og giver os ret i vores opfattelse af verden. Det er straks sværere at komme folk i møde, når de viser sig uenige med os og måske giver udtryk for nogle aldeles usmagelige karaktertræk og udemokratiske tilbøjeligheder. Dette er udfordringen, og jeg tror ikke at det er sværere for humanøkologer end for alle mulige andre. Den moderne periodes sociale omvæltninger har ofte været drevet frem af, at grupper af mennesker blev klar over, at de havde fælles interesser i forhold til andre grupper af mennesker og kæmpede i solidaritet mod den udråbte fælles fjende. Det er svært at forestille sig hvordan vi skulle have opnået demokrati, ligestilling mellem kønnene og menneskerettigheder uden disse kampe, men jeg synes også at de store og små konflikter i menneskets historie har lært os, at man ikke kan udøve vold mod andre uden samtidig at gøre vold på noget i sig selv.
Mon ikke tiden er moden til, at vi i dag kan begynde at lægge de våben ned som tidligere generationer måtte tage i brug for at komme til orde. Solidaritet er en form for tillid, men der er alligevel en bemærkelsesværdig forskel mellem de to ting. Solidaritet handler om ligestilling, tillid handler om ligeværd trods forskellighed. Solidaritet handler om at flytte rundt på grænserne mellem mennesker, tillid handler om at ophæve grænserne.

Vi fremhæver ofte humanøkologien som et holistisk fag, men den holisme som vi i øjeblikket arbejder ud fra vægter først og fremmest det intellektuelle, og derfor kan der være grund til at spørge om perspektivet nu også er så holistisk. Det er i hvert fald ikke givet, at man kommer til at føle sig som et helt menneske ved at læse humanøkologi… Nu hænger vi selvfølgelig sammen med resten af verden og en universitetskultur, der mest interesserer sig for den viden der kan måles og vurderes ud fra såkaldt objektive kriterier, så dyrkelsen af fornuften er ikke bare sådan at tilsidesætte over-night. Og der er jo heller ikke noget galt med fornuften, den er sådan set meget nyttig at have med sig, men når vi insisterer på kun at ville forstå verden med fornuften så går vi glip af alt det sjove. Til det vil nogen måske indvende, at ’det sjove’ kan vi jo overlade til kunstnerne og cirkusklovnene, men hvorfor dog det?

Der må findes et andet sprog for de emner vi beskæftiger os med og ønsker at nå ud til folk med. En pædagogik, der ligger vægten mere på hvilken indsigt og erfaring den nuværende situation kan give os, end på hvor forkert det hele er og hvem der er mest skyldig i miseren. Frygt er ikke det eneste sprog som tænkende mennesker forstår. Frygtens sprog får godt nok folk til at spærre øjne og ører op og løbe i alle mulige retninger, men tilsyneladende uden at komme ret meget videre…
Som jeg var inde på i begyndelsen af opgaven, forestiller jeg mig at der for mange af os må ligge andet end frygt bag interessen for menneske, natur og samfund. Kærlighed til naturen og glæde over andre mennesker. Det er disse følelser vi skal arbejde på at få til at vokse indeni os, hvis vi skal skabe en udvikling af miljøbevægelsen og samfundet, hvor alt det rigtige ikke hele tiden er op ad bakke. Det er ikke et spørgsmål om at vi skal læne os tilbage i henslængt selvtilfredshed, fyre en fed og foregive, at alt er i den skønneste orden og der ikke er nogen grund til bekymringer, men netop at være realistisk. Verden er et skræmmende sted fuld af smerte og død, og verden er et fabelagtigt sted fuld af lyst og liv. Det er et paradoks som hjernen ikke kan fatte, og netop derfor må vi ikke overlade hele opgaven med at forstå verden til intellektet. Kroppen og det følelsesmæssige må også gives plads. Humanøkologi: Studiet for hjerne, hjerte og jordforbindelse – det lyder da ikke så tosset.

 

På tur i naturen, oktober 2010. Når alt kommer til alt er verden simpelthen skøn! Andet er der ikke behov for at sige

– Martin

 

Vejen til Den 4. Verden

KULTURIMPERIALISME En af de ting, der gjorde mig interesseret i ikke-vestlige kulturer, og som var medvirkende til at jeg sidenhen valgte at læse antropologi, var Mogens G. Stryhns billedbog “Kulturimperialisme” fra 1979. Jeg læste bogen, mens jeg gik i gymnasiet, og den rørte mig meget dybt.

Mogens G. Stryhns bog fra 1979. Bogens fulde titel er “Kulturimperialisme. Billeder og budskaber. Et forsøg på at skildre verden set fra Ikke-europæisk synsvinkel”. I sandhed et antropologisk anliggende – og slet ikke så let, som det måske lyder.

Jeg fandt bogen på mine forældres bogreol, og det var kærlighed fra side 1. Bogen talte virkelig til mig med sine smukke billeder og letfattelige, men dybt meningsfulde sprog. Jeg følte, at bogen forløste nogle indre konflikter, der havde rumsteret i mig i lang tid – eller i hvert fald gav den næring til et spinkelt håb om at finde en vej ud af disse konflikter. På et lidt mere elementært niveau gjorde bogen det også klart for mig, hvorfor der overhovedet er noget, der hedder Den 3. Verden. Jeg havde selvfølgelig hørt dette udtryk mange gange, men aldrig rigtig forstået, hvad der mentes med det. “Den 3 Verden… hvad er så den 1. og den 2. Verden, og hvor mange verdener findes der?”

Mogens G. Stryhn svarede på dette spørgsmål, som jeg indtil da havde syntes lød for dumt, til at jeg ville fremsætte det højlydt. Han skrev, at udtrykket Den 3. Verden var et eksempel på en europæisk synsvinkel. I virkeligheden et eksempel på det, blandt antropologer så velkendte og udskældte fænomen etnocentrisme. Den 3. Verden hedder sådan, fordi vores egen verden, den vestlige, naturligvis er Den 1. Verden (Alle folkeslag har nok denne tendens til at anbringe sig selv som nummer 1 i verden). Mellem vores egen verden og Den 3 Verden har vi så Den 2. Verden: Den kommunistiske (som var noget mere påtrængende i 1979 end den er i dag, men i dag er den vel afløst af den muslimske). Hinsides den 1, den 2. og den 3. Verden findes så Den 4. Verden, der udgøres af ikke-vestlige kulturer – de folk, som antropologer traditionelt har beskæftiget sig med. Denne verden fascinerede mig og havde altid gjort det, men jeg anede ikke, at den var en kategori for sig, og kunne ikke se de store linier i opdelingen af samfund og kulturer, før jeg læste Mogens G. Stryhns bog. Den 4 Verden virkede mystisk, fremmed og eksotisk. Den var et sted, hvor mennesker stadig levede i tæt kontakt med naturen, elementerne og hinanden, hvor der ikke fandtes nemme løsninger på vanskelige problemer, hvor livet på én gang var enkelt, gavmildt, farligt og kompromisløst. På en måde havde jeg fået det indtryk, at den ikke rigtig fandtes mere, for når man hørte om ikke-vestlige kulturer var det altid Den 3. Verden med dens krige, sult, nød og elendighed, der blev beskrevet. Jeg var begyndt at tro, at alle ikke-vestlige kulturer befandt sig i en tilstand af kaos og meningsløshed, og at mennesker i disse lande havde desperat brug for Vestens materielle, politiske og moralske bistand for at overleve.

Regnskovs-indianere

Mogens G. Stryhns bog formåede at overbevise mig om, at Den 4 Verden faktisk findes; at der findes mennesker og samfund rundt omkring i verden, der lever rige, meningsfulde liv fulde af glæde, sorg, frihed, forpligtelser, sex, kærlighed, spiritualitet, børn og gamle, arbejde, leg, hverdag og fest. Mine idéer om naturfolk var nok præget af en hel del romantik, men bag romantikken lå et dybt og inderligt ønske om selv at leve et liv mættet med betydning og i tæt kontakt med både den indre og den ydre natur. Dette er ikke en romantisk idé, men en menneskelig mulighed uanset om man er født i Den 1, 2, 3 eller 4 Verden, for disse verdener findes ikke kun udenfor os, men også inden i os. Normalt identificerer vi os med den verden vi fødes ind i, men antropologi er en mulighed for at identificere sig med Den 4. Verden, og undersøge hvad denne har at tilbyde mennesker i vores tid og kultur.

DE INDRE VERDENER

Her på vej mod slutningen af min formelle uddannelse i antropologi kan jeg se, at jeg har bevæget mig i alle 4 verdener . Jeg startede på studiet med en længsel efter at lære Den 4. Verden bedre at kende, jeg flirtede med at gå i afrikansk tøj, lytte til afrikansk musik osv, men ubevidst var min identitet og selvforståelse solidt plantet i Den 1. og 2. Verden. Fra mine forældre havde jeg overtaget et demokratisk, socialistisk livssyn og en fornemmelse af at det er nødvendigt med en stærk stat for at løse tidens problemer, først og fremmest mijløproblemerne og flygninge-indvandrer situationen. Samfundets problemer skyldtes hovedsagelig den kapitalistiske samfundsorden, som kun gavnede dumme, hvide, magtliderlige mænd. Det måtte der laves om på.

Også Den 3. Verdens vanskeligheder optog mig, og jeg havde den her følelse, at det blandt andet var mit ansvar og min opgave at gøre noget ved det, fordi jeg levede i “den bedste af alle verdener”: den skandinaviske velfærdsstat. Denne priviligerede situation blev i mit sind til et urimeligt krav om at skulle redde verden og “gøre en forskel,” som det så idiotisk hedder (Vesten har i århundreder ikke bestilt andet end at “gøre en forskel”, for det meste til det værre, i sin iver efter at omvende og uddanne og hjælpe mennesker i andre lande). Jeg har andetsteds (link til artikel i Information) skrevet om, at det måske snarere er os i Vesten, der har brug for bistand, fordi vi nok udadtil lever i overflod, men indadtil lever på et eksistensminimum.

Så Den 1, 2. og 3. Verden optog mig – jeg mente, det var i disse verdener jeg kunne gøre nytte og finde aflad for “arvesynden”… I mellemtiden lærte jeg om Den 4. Verden, disse folkeslag, der ofte syntes at fungere ud fra helt andre måder at tænke på, end jeg var vant til. Det var muligt for mig at tage disse tænkemåder ind på det intellektuelle niveau. Jeg kunne sagtens plapre løs om Potlach,  hellige køer og jæger-samler kosmologier til eksamen, men samtidig var tankeformerne fra Den 1, 2 og 3. Verden stærkere, og mine handlinger i det daglige og i forholdet til andre mennesker var fortsat styrede af denne såkaldt rationelle måde at tænke på.  Gennembruddet til Den 4 Verden kom i forbindelse med at jeg begyndte at meditere – da jeg begyndte at se indad og kigge efter Den 4 Verden indeni mig selv. Hvor var min indre neger, min indre indianer, min indre jæger-samler, min indre shaman, medicinmand, eskimo osv? Det kan lyde lidt fjollet, men jeg må sige, at det gjorde antropologi-studiet en hel del sjovere, at jeg begyndte at give værdi til det, jeg troede på: at det er muligt at leve et menneskeliv, der er både ægte, sandt, rigt og intenst – at det ikke bare er løgn og ‘sociale konstruktioner’ alt sammen.

TIGERENS REDE

Jeg begyndte ikke at meditere ud i det blå, jeg fik hjælp til at komme i gang. Ad forskellige veje fandt jeg frem til kursus- og meditations-centret Tigerens Rede, hvor jeg begyndte at komme som kursist i efteråret 2006. I løbet af de seneste fire år er jeg så blevet en mere og mere integreret del af fællesskabet omkring dette kursussted, og i sommeren 2010 lavede jeg et lille feltarbejde om stedet som afslutning på metodeforløbet på KA-uddannelsen.

Antropologen i arbejdstøjet. Mit feltarbejde handlede om byggeriet af et nyt meditationsrum, DugDråbeSalen, og hvordan folkene på Tigerens Rede forbinder meditation og praktisk arbejde

Man kan sige, at Tigerens Rede er blevet min stamme, det folkefærd, jeg er endt med at studere i min egenskab af antropolog. Jeg troede at Den 4. Verden var langt væk, og så viste det sig, at den befandt sig i Gedved, kun ca. 40 km syd for Moesgaard… Mine informanter er allesammen danskere på ydersiden, bortset fra et par nordmænd, svenskere og en enkelt finne, og de lever såkaldt ‘almindelige’ liv. Men indeni tilhører de Den 4. Verdens folk, og de søger at leve i kontakt med både instinkt-kræfter og spiritualitet – stedets spirituelle lærer, Anne Sophie Jørgensen, kalder det at være et “lodret menneske i en vandret verden”.

JEG’ETS 4 FASER

På de sidste kurser, hvor jeg har deltaget, har Anne Sophies undervisning blandt andet drejet sig om “Jeg’ets 4 faser”. Jeg’et er den del af bevidstheden, som vi normalt identificerer os med. Jeg er antropolog. Jeg er dansker. Jeg er studerende. Jeg er rig og priviligeret. Jeg er en sølle fattiglus, der knap har råd til at få lappet hullerne i tandsættet inden vinterkulden sætter ind. Jeg er god til skak. Jeg stemmer til venstre for midten. Jeg kan godt lide musik, men kan ikke finde ud af at synge. Jeg mig her og jeg mig dér. I jeg’ets verden er der gode mennesker og dårlige mennesker, rige og fattige, kloge og dumme, danskere og muslimer. Jeg’et skaber sin verden ved at dele ting og sager ind i kasser, som er til at have med at gøre – ganske ofte begrænser jeg’et det pågældende menneskes udfoldelsesmuligheder, fordi man har en tendens til at tro, at kasserne er lig med virkeligheden. Så hvis JEG har en overbevisning der hedder “JEG KAN IKKE SYNGE”, så er selve overbevisningen også en rimelig effektiv forhindring i forhold til nogensinde at lære det. Alle mennesker har et jeg, og det er vigtigt for den menneskelige modningsproces at lære sit eget jeg at kende, finde ud af hvad man kan li’ og ikke li’, undersøge hvilke mennesker man nyder at være sammen med, og hvem der får en til at kede sig røven ud af bukserne. Men det er også vigtigt, gradvis at slippe identifikationen med jeg’et, og indse at verden er større end jeg’et.

Anne Sophie har som sagt inddelt jeg’ets udvikling i fire faser.

1. Fase 1: Jeg-dannelsen. Vi kommer til verden uden forestillingen om et jeg. Denne forestilling dannes formentlig først omkring 2-års alderen.
2. Fase 2 drejer sig om opbygning og udfoldelse af jeg’et. Denne fase kulminerer ofte i teenage-årene, hvor unge mennesker så småt begynder at løsrive sig fra forældrenes definitioner af dette og hint.
3. Herefter følger fase 3 som er en nuancering af jeg’et. I voksenalderen udtrykker man sig stadig gennem sit jeg, men for de fleste er det et mere fleksibelt og nuanceret jeg, end det, der kendetegner ungdommen.
4. Fase 4 drejer sig om minimering af jeg’et. Dette begynder at ske, når man på et dybt plan indser, at jeg’et er et fængsel for sjælen og en forhindring for den direkte forbindelse til andre mennesker. Når man indser dette, vil man blive motiveret til at lægge vægt på andre sider af tilværelsen end dem der handler om at opbygge, udfolde og nuancere jeg’et.

Jeg nævner alt dette her, fordi jeg synes der er en parallel mellem jeg’ets 4 faser, og de 4 verdener Mogens G. Stryhn hjalp mig til at få øje på. Den 1. Verden er Vesten – det er denne verden jeg er blevet født ind i, det er i den, mit jeg er blevet dannet. Den 2. Verden er den politisk opdelte verden, som blev vigtig for mig i teenage-årene. Jeg var vild med at diskutere politik og syntes selv min politiske indsigt og talegaver var ret imponerende… Den 3 Verden er NGO’ernes verden. Her bliver de etiske og praktiske konsekvenser af den politiske indsigt påtrængende. Nu var det ikke længere nok for mig at snakke politik – jeg var optaget af at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre en praktisk indsats for at råde bod på noget af den ulykke Vesten har forårsaget i Afrika, Asien og Latinamerika. Denne nuancering af jeg’et førte mig i armene på antropologien, Den 4 Verden, Tigerens Rede, og indsigten i at der ikke er noget JEG kan gøre for at forbedre verden. Og at verden sådan set er smuk og god, som den er. Ubalancerne i verden skyldes netop alt det JEG’ERNE gør. Hvis jeg absolut vil gøre noget, er det bedst først at skrue ned for identifikationen med jeg’et, minimere jeg’et, indse at i virkeligheden eksisterer JEG ikke… Det sidste lyder måske lidt mystisk. Det er også meningen. At minimere jeg’et er mystisk. Det er ikke noget man kan beslutte sig for at gøre, det er noget, der opstår som en mulighed, når man er klar til at tage imod den. Det kræver andet end intellekt, det kræver intelligens forstået som dynamisk samspil mellem hjerne, hjerte og jordforbindelse. Som antropolog er det vigtigt at have et nuanceret, fleksibelt og velfungerende jeg, for at kunne udføre feltarbejde og omsætte den besynderlige viden vi beskæftiger os med i et udtryk, som andre akademikere kan forstå og bruge til noget i deres egen forskning. Men det er mindst ligeså vigtigt, at arbejde på at minimere jeg’et, for minimeringen af jeg’et er selve adgangsbilletten til Den 4. Verden – uanset om man finder Den 4. Verden i Guatemala, Gambia eller… Gedved.

 

På feltarbejde i Californien

"In every walk with nature, one receives far more than he seeks." - John Muir, amerikansk naturfilosof, vandringsmand og digter

EN FORTÆLLING OM HESTEKRÆFTER OG SOLENERGI

Jeg bor et stykke uden for San Francisco hos min fars fætter Torsten og hans kone Tineke. I går besøgte jeg Tinekes arbejdsplads – en ranch oppe nordpå, hvor hun arbejder terapeutisk med heste, dvs. hun hjælper unge med motorisk handicap til at ride på heste på trods af deres handicap; ”Acces Adventure – challenging the limits of disability”, hedder projektet. Ejeren af ranchen er Michael Muir, oldebarn efter John Muir, som er en af den amerikanske naturbeskyttelses helt store pionerer fra forrige århundrede. John Muir rejste overalt i Californien, og han rejste hovedsagelig til fods – det var også den eneste måde, man kunne komme frem mange steder i Californien på den tid. Hans efterkommer, Michael Muir, går ikke ligefrem i hans fodspor – det kan han nemlig ikke. Som 15 årig blev Michael ramt af sclerose, og i dag må han have en kørestol til hjælp for at komme omkring. Men det har altså ikke forhindret ham i at forfølge sin kærlighed til heste og til arbejdet med heste.

Jeg hjælper med at gøre vognen klar til ridetur. Det er en uoverdækket vogn med plads til 12 passagerer. Torsten og jeg afmonterer de forreste sæder, så der bliver plads til en kørestol. Stephanie, en ung sclerose-ramt kvinde kommer for at træne med hestene Mercury og Jokum om et kvarters tid, får jeg at vide. Nu kommer John ud med hestene og spænder dem for. Det er kraftfulde arbejdsheste, helt sorte begge to. Bagest på vognen er en lift til at bugsere kørestolen op; Torsten gør mig opmærksom på at liften er soldrevet, der sidder et lille solcellepanel ovenpå en kasse, som åbenbart indeholder et batteri. Vognen kører altså på 100% vedvarende energi – hestekræfter og solkræfter.

På en eller anden måde får den samtidige tilstedeværelse af hestene, vognen og den soldrevne lift mig til at tænke på Solvognen, den gamle bronzealder-figur, som giver et pejlemærke til at forstå forfædrenes verdensbillede. De så, at solen bevægede sig hen over himlen, men kunne ikke se, hvordan den bar sig ad med det. Hvorfra fik solen kræfterne til at rejse hen over himlen hver eneste dag? Der måtte være en eller anden trækkraft, der gjorde det muligt, og i deres sind tog denne kraft form af en hest. Nok ikke en hvilken som helst hest, men en mytisk hest, en ur-hest.

I dag tænker vi ikke, at solen får sin kraft fra heste, men tværtimod at heste, og alle livsformer her på planeten i øvrigt, får deres kraft fra solen. Det er solen, der er spændt foran hestene ikke omvendt.

Stephanie er ankommet, og vi kører en tur ud på prærien – gagalop, gagalop. Mens vi rumler af sted spørger Torsten om jeg, i min egenskab af antropolog, nogensinde har tænkt på, hvad hesten har betydet for menneskelig kultur? Hvordan hesten har været involveret i udviklingen og effektiviseringen af jagt, landbrug, rejser, godstransport, felttog osv? Det har jeg faktisk; jeg har sågar læst en bog om emnet, men jeg er nysgerrig efter at høre Torstens version af den historie og undlader derfor at afbryde ham. Han fortæller, at domesticeringen af heste formentlig begyndte i middelhavsregionen og derfra bredte sig tværsover Asien og op i Europa. De første hestebetvingere har sikkert været datidens største vovehalse, og de har uden tvivl sat mere energi til i anstrengelserne med at tæmme de vilde heste, end de har fået tilbage i form af øget produktion og spiselige kalorier. Men de må have haft en eller anden fornemmelse af, at det lønnede sig i det lange løb. “Eller måske har de bare fundet udfordringen så spændende og fascinerende, at de ikke kunne lade være”, foreslår Torsten.

Ja, hans refleksioner giver mening, synes jeg. Ingen tvivl om, at domesticeringen af heste har haft kolossal betydning for menneskets energiarbejde. Det samme gælder vel beherskelsen af ilden, den bevidste dyrkning af jorden, opfindelsen af hjulet, sejlskibe og for ganske nylig udbredelsen af internettet og digitale medier. Det giver ikke altid mening at tale om teknologiske landvindinger som “fremskridt”, fordi der i dette ord ligger en idé om at teknikken har gjort livet bedre. Men uanset om de her nævnte opdagelser og opfindelser har gjort livet værre eller bedre, så har de i hvert fald medført store forandringer – i det ydre, men også i det indre. De har rokket godt og grundigt ved “det muliges vedtagne grænser”, ved fastlåste forestillinger om hvad mennesker kan og ikke kan. Gad vide, hvilke “umuligheder”, der står på spring til at vende op og ned på menneskers liv i verden i dag? Måske evnen til at “fange” energien direkte fra solen, som det lille, støvede solcellepanel bagest på hestevognen er et eksempel på. Når der for alvor kommer gang i udviklingen af sådanne “fangsredskaber” til “solenergifangst” vil jeg tro, at Californien kommer til at gå forrest. Californien er rig på økonomiske, teknologiske og menneskelige ressourcer, og så skinner solen nærmest uafbrudt fra maj til november. Solen er klar til at blive sat i arbejde – den venter bare på os.

 

På sporet af den legende etnograf

Man kan godt se, hvem der er eksperten, og hvem der er begyndere. Det er lidt vanskeligere at afgøre, hvem der har det sjovest, men så vidt jeg kan se er ham den forreste ved at flække af grin

Legekammerater!

For et par uger siden havde vi til Intuitiv Studieteknik besøg af Rane Willerslev til en snak om forholdet mellem intuition og intellekt. Vi kom ind på forholdet mellem arbejde og leg. Her kommer et lille udpluk af samtalen:

Martin: — “Jeg er enig med dig i, at det kræver en indsats at komme nogen vegne med sit studie, men hvordan kan man gøre arbejdet til noget, som man mere eller mindre leger?”

Rane: — “Jeg tror der er to ting, der er vigtigt. Det ene er, at man aldrig nogensinde skal lade sig underkue af, hvad det etablerede siger. Det er vildt vigtigt! Altså, hele systemet er bygget op, som et langt forsøg på at skabe, hvad kan man sige… mindreværd.

Martin: — “Ja, det virker nogen gange sådan…”

Rane: — “Ja, men det er fuldstændig rigtigt. Altså, det kan jeg se, når jeg kigger tilbage på mit studie på Moesgaard og så’noget. Du ved, lige fra day one, der fik jeg at vide, at det jeg havde gang i, det var noget lort… Altså, du ved, at det var til grin og det var gammeldags, og det var fuldstændig ubrugeligt… Og hvis man ikke ligesom holder fast i det man vil, ik’, og tror på det uanset hvad alle andre siger, så er det den første dødsdom. Og det tror jeg, der er mange, der falder på, hvis jeg skal være helt ærlig — Så det man skal være sikker på, det er, at det er de mest naive spørgsmål – altså de mest barnagtige handlinger og spørgsmål, der har de største potentialer i sig. Og det skal man altså virkelig holde fast i… Fordi det etablerede akademi af middelmådige forskere vil altid prøve at pille én ned for det. Så det er den ene ting. — Den anden ting er, at man aldrig skal være bange for, at tænke ud af boksen. Det vil man også blive slået over næsen for, men faktum er jo, at hvis man ikke risikerer noget, så får man heller ikke de store ting. Altså, jo mere man risikerer i sin tænkning, desto større er gevinsten. Det er jo meget vigtigt, ik’ — Så det vil sige, at alle nybrud inden for ens videnskab kommer selvfølgelig i grænsefeltet for den videnskab, ik. Så du skal altid trække din egen videnskab helt ud til ydergrænsen for hvad den faktisk er i stand til. Altså, at kunne leve med den der gyngende grund under sig, og tro på at det kan lade sig gøre, for at man får nogle store gennembrud. Og ude i det felt, hvor verden gynger under dig fordi du er i usikkerhed, dér er alt en leg.”

Det var inspirerende at få Ranes bud på hvordan man kan integrere intuitionen i arbejdet med antropologi, og selvom hans bud på hvad der skal til for at transformere arbejdet til leg er radikale og provokerende i mange henseender, så tror jeg han har fat i noget som er rigtigt. Man er nødt til at kunne håndtere usikkerhed og uforudsigelighed, både på hjemmebanen på universitetet og ude i felten, hvor man i sagens natur er ude på gyngende grund. På den ene side dybt afhængig af fremmede menneskers hjælp og samtidig skal man kunne stå alene. Man er nødt til at udvikle mod, og det vil i praksis sige udsætte sig selv for tanker, idéer og situationer der giver hjertebanken og gør én lidt usikker. Samtidig er der også store gevinster at hente ved at udvide spillerummet for sin egen tænkning og adfærd. Som Rane udtrykker det, ude i det felt, hvor verden gynger under dig, der er alt en leg. Den indiske filosof Osho er ophavsmand til en bog om mod, som jeg kan anbefale i denne sammenhæng. Den har faktisk titlen “Glæden ved at leve livet farligt”, så den ligger meget i forlængelse af Ranes pointer. Livet er usikkert og uforudsigeligt, det nytter ikke noget at forsøge at bekæmpe den omstændighed, i stedet kan vi øve os i at lege med den usikkerhed.

At lege i fællesskab

Rane langer i sine udtalelser hårdt ud efter systemet, og ser det som en forhindring for at have en legende tilgang til sit arbejde og sin tænkning. Jeg oplever også, at fællesskabet og den kultur, der omgiver studie og arbejde kan modarbejde friheden og legen, men det er kun den ene side af sagen. Menneskelige fællesskaber kan også hjælpe til at opfatte selv meget krævende aktiviteter som leg, det afhænger meget af den arbejdskultur, der findes i fællesskabet. Betydningen af dette blev meget klar for mig, da jeg i vinteren 2008 arbejdede ved PostDanmark på Østerbro i Kbh. Det var en arbejdsplads præget af et kæmpe energimæssigt underskud – et stressfællesskab og et brokkefællesskab. Det var svært ikke at blive suget ind i denne atmosfære af utilfredshed omkring arbejdet. Der var konstant en stemning af at vi var bagude, at vi skulle kæmpe for at udføre arbejdet hurtigere og hurtigere. Gad vide hvor mange arbejdspladser i Danmark, der engagerer sig i denne daglige kamp med tiden? Som postbud kan man sådan set aldrig blive hurtig nok, man tilskyndes hele tiden til at blive hurtigere og mere effektiv, og hvis det rent faktisk lykkes for én at blive lidt hurtigere, så skal man bare arbejde på at blive endnu hurtigere. Vi arbejdede tydeligvis ud fra devisen om at “tid er penge”, men min chef syntes vist jeg var åndssvag, da jeg foreslog at det skulle forstås sådan, at den der har god tid er rig…

Arbejdet i sig selv er der egentlig ikke noget i vejen med, man sorterer breve om morgenen og kører så ud på sin cykel, når man er klar. Turene er lidt vel lange, jeg kunne i hvert fald ikke nå rundt med det hele indenfor den tid firmaet havde fastsat som normen, men man er udendørs og bruger sin krop, folk er som regel venligt stemte overfor postbude, breve har stadigvæk en eller anden magi over sig. Det er et arbejde hvor man kan finde ind i en rytme, hvilket jeg godt kan lide, så det ærgrede mig lidt, at der var hele dette hektiske ræs omkring det.
I vinterferien var jeg så på skiferie i Norge. Vi knoklede op og ned af løjperne så sveden drev, men ingen syntes at have travlt, og der var heller ingen der havde noget imod, at man nød det – det opfattedes som en selvfølge, at man legede. Det gik op for mig, at den vigtigste forskel på at cykle rundt med post på Østerbro og løbe på ski i Norge var, at fællesskabet det ene sted var enige om at aktiviteten var forfærdelig, mens fællesskabet det andet sted bekræftede hinanden i, at det er skønt at bruge sin krop.

Så fællesskaber kan både støtte og modarbejde individets lyst og evne til at lege. Hvis man er indstillet på at lege, og fællesskabet støtter det, kan man jo bare slappe af og ride med på den fælles bølge af nysgerrighed, engagement og kreativitet, men hvis fællesskabet har besluttet sig til, at det skal være hårdt og surt arbejde, at man skal gå så gruelig meget igennem for at gøre sig fortjent til noget som helst, så kan man være nødt til som individ at søge andre græsgange eller finde sin egen vej uden at blive alt for involveret i det stærke folkelige sortsyn. Man behøver ikke fordømme det, men man behøver heller ikke blive involveret. Og hvis tingene begynder at blive helt umulige at have med at gøre, så kan man prøve at lege, at tingene netop er helt umulige og verden er af lave, så er det mærkeligt nok som om ubehaget løsner sit tag.

Lad os lege!

Dan Turell har skrevet et ret skønt digt med titlen “Lad os lege” som jeg her gengiver i uddrag:

Lad os lege, du. Lad os lege noget. Lad os lege vi er bjørne og gå i vinterhi og finde hinandens snuder i hulemørket. Lad os lege vi er negre i det mørkeste Afrika eller indianere i en gammel Hollywood-film og slå på trommer og danse vildt rundt med tomahawkerne og skråle ,umga umga bumga’. Lad os lege vi er børn som dengang vi så de film, så skal jeg hive dig i fletningerne indtil du bliver fornærmet og ikke vil invitere mig med til din fødselsdag og siger til de andre jeg er dum. Lad os lege vi er voksne og gifte og normale og at jeg kommer fuld hjem klokken 3 om natten mens du har passet børnene alene hele dagen og jeg har ikke engang ringet hjem. (…)

Lad os lege vi hader hinanden og skændes, det er den bedste måde at undgå det på. Lad os lege. Lad os lege det hele. Lad os lege liv død og kærlighed, lad os lege middagsmad og bleskift og automatisk selvstarter. (…)

Åh, lad os lege vi er små ved en kedsommelig voksen-fest og kravler ned under bordet og møder hinanden dér og så begynder forfra og siger til hinanden: “Lad os lege, du. Skal vi ikke lege noget? noget andet?”

Onkel Danny (1946-1993)

Tak til Onkel Danny. Lad os lege antropologi!

/Martin

 

Musikken som studievejleder

For nogle år siden var jeg i Filippinerne sammen med lektor Lars Kjærholm og godt og vel 20 studiekammerater fra antropologi. Vi var der først og fremmest for at gennemføre et kort undervisningsforløb i etnografisk metode og lave små feltstudier. Derudover benyttede vi naturligvis  lejligheden til, da den formelle del af historien var vel overstået, at rejse rundt i landet som backpackere. Det var en forrygende rejse,som bød på sejlads mellem øerne Camotes og Bohol, dykning ved koralrev, vandreture langs risterraserne ved Batad, motorcykelkørsel uden kørekort og hjelm!, et besøg i en drypstenshule fuld af flagermus ved Sagada og masser af karaokesang undervejs. Filippinerne er helt tossede med karaoke, og ethvert værtshus med respekt for sig selv er udstyret med en tv-skærm, en mikrofon og et arsenal af karaokevideoer, så man som gæst kan få stillet, ikke bare sin tørst efter øl, men også sin tørst efter at synge. Filippinerne synger tilsyneladende af andre grunde end vi gør. Det handler ikke så meget om at performe eller om at underholde de øvrige gæster, men bare om at sidde og nynne med på sin yndlingssang ind i en mikrofon. De andre bargæster tager i regelen ikke videre notits af sangeren med mindre han eller hun er usædvanlig god eller usædvanlig elendig. Jeg synes det var noget underligt noget, og af den grund kom mit livs første etnografiske feltarbejde til at dreje sig om denne form for sangkultur. Jeg lavede feltarbejdet sammen med to kvindelige medstuderende, vi fandt os en stambar og kastede os ud i deltagerobservation, hvilket i denne sammenhæng altså var at drikke øl og synge popsange! Ja, det var ganske morsomt.

Nå, men i dette indlæg skal det ikke handle om alle detaljerne i dette feltarbejde eller om rejsen iøvrigt, men derimod om en samtale om antropologi og musik, som jeg havde med Lars Kjærholm, efter at vi havde været i Filippinerne i en lille måneds tid. Lars havde sin kone og to drenge med, og en aften holdt de et middagsselskab for os alle sammen. De fleste var færdige med feltarbejdet og med opgaven, og der var en atmosfære af tilfreds afslappethed imellem os. Nu var arbejdet gjort, og vi kunne se frem til at rejse afsted på eventyr uden fastlagte dagsordener. Lars’ kone havde lavet lækker mad, og vi havde selvfølgelig alle sammen medbragt en hel del våde varer, så stemningen blev hurtigt løssluppen og snakken gik livligt. Jeg faldt i snak med Lars, og han fortalte om de forskellige steder han kendte til i Filippinerne, og også i Indien, hvor han tidligere har lavet feltarbejde mange gange. Jeg spurgte på et tidspunkt til, hvorfor han i sin tid havde valgt at uddanne sig til antropolog, og fik et svar jeg bestemt ikke havde ventet. Lars var i sin ungdom stødt på noget indisk musik, som på en eller anden måde havde bidt sig fast i ham. Han ville gerne rejse til Indien for at opleve denne musik og begyndte så at undersøge hvilken uddannelse, der bedst kunne hjælpe ham med at realisere den drøm. Og det viste sig altså at være antropologien. “Jeg ville hen, hvor man spillede den slags musik,” kan jeg huske han sagde, under vores samtale i Filippinerne.

Indiske musikere

Det er jo på mange måder en lidt utraditionel måde at forklare hvorfor man har taget en videregående uddannelse. Det lyder bestemt ikke hverken særlig fornuftigt eller ansvarligt, tværtimod lidt egoistisk og tankeløst. “Skal samfundet virkelig stille en uddannelse til rådighed for dig, så du kan komme til Indien og høre på noget fjollet hippie-musik? Og hvordan har du tænkt dig at leve af den beskæftigelse?” Man kan næsten høre alle de bebrejdende ord og blikke fra diverse politikere, skolelærere og bedstemødre, som ikke lige kan se, hvordan kendskab til indisk musik hjælper os til at holde hjulene i gang herhjemme i lille Danmark.

Men musik er efter min mening en rigtig god indfaldsvinkel til at få indblik i andre menneskers liv og erfaringer. Hvad enten det nu er indisk musik eller dødsmetal, så fortæller musik noget om den person der har et forhold til musikken. Det er ikke altid, at man kan sætte ord på, hvad det er man får at vide om et menneske ved at få indblik i vedkommendes musikalske præferencer, men at man får noget at vide, det mærker man tydeligt. Musik kan på den måde indfange betydningslag og karaktertræk som kan være vanskeligt tilgængelige gennem samtaler og interview. Og musik kan, som i Lars Kjærholms tilfælde, være det element, der gør at vi pludselig ved hvilken region vi ønsker at beskæftige os med. “Jeg vil hen hvor de spiller den slags musik!”.

/Martin

 

Gregory Batesons metaloger

Så er undervisningen i Intuitiv Studieteknik i gang. Den første gang var en introduktion til forløbet, snak om basisredskaberne Morgensider og Ugens Etnografiske Oplevelse (se andre artikler på denne blog), samt et oplæg om en vigtig inspirationskilde for undervisningen i Intuitiv Studieteknik, nemlig antropologen Gregory Bateson. I dette indlæg vil jeg skrive et par ord ham.

Gregory Bateson (1904-1980)

Løs og stringent tænkning

Bateson interesserede sig for en bred vifte af emner. Han startede i biologien, bevægede sig over i antropologien, og hans arbejde drejede sig i høj grad om at skabe forbindelse mellem humanvidenskab og naturvidenskab. Denne bestræbelse kommer til udtryk i titlerne på hans vigtigste udgivelser “Steps to an ecology of mind” (1972) og “Mind and Nature – a necessary unity” (1979). Bøgerne er oversat til dansk med titlerne “Mentale systemers økologi” og “Ånd og natur – en nødvendig enhed”. Disse titler viser, at Bateson ville udforske sammenhængen mellem den ydre verden (økologi, natur) og den indre verden (sind, mentalitet, ånd). Som antropologer er vi trænet i at være opmærksom på, hvordan den bevidsthed vi bærer med os former vores opfattelse af andre mennesker, men selvom vi snakker og skriver og holder konferencer om at al viden er situeret, kontekstbestemt og dybest set subjektiv, er det alligevel som om vi er kede af, at det er sådan. Som om den subjektive erfaring står i vejen for rigtig videnskab. Bateson kan være en stor hjælp til at opløse de stivnede modsætninger mellem subjekt og objekt, mellem kultur og natur, mellem det generelle og det partikulære, mellem erfaringsnær og erfaringsfjern erkendelse, mellem løs og stringent tænkning. Som mennesker er vi udstyrede med to hjernehalvdele, og god videnskab handler ikke om at overlade hele opgaven med at forstå verden til den ene halvdel, den logisk-stringente, men tværtimod om at skabe frugtbar vekselvirkning mellem de to hjernehalvdele. I “Steps to an ecology of mind” er Bateson inde på vigtigheden af at kombinere løs og stringent tænkning:

Jeg vil gerne understrege, at når som helst vi roser os af at have fundet en ny, mere stringent tænke- og fremstillingsmåde (…) så mister vi noget af evnen til at tænke nye tanker. Og vi bliver naturligvis også i samme grad tabere, når vi gør oprør mod den formelle tænknings og fremstillings sterile strenghed og lader vore idéer løbe løbsk. Så vidt jeg kan se stammer fremskridtene i den videnskabelige tænkning fra en kombination af løs og stringent tænkning, og den kombination er videnskabens kostbareste værktøj (Bateson 1941 [2000]: 75, min oversættelse).

Metaloger

Kombinationen af løs og stringent tænkning kommer tydeligst til udtryk i en særlig afdeling af Gregory Batesons forfatterskab, nemlig i de såkaldte metaloger, som er konstruerede dialoger mellem Bateson og datteren Mary Catherine. Disse dialoger er både dybsindige og virkeligt underholdende ved den måde de illustrerer mødet mellem en trænet videnskabsmand og barnesindet. Ofte er det datteren, der stiller spørgsmål og faderen, der søger efter svar eller hjælper hende til selv at finde et svar, men pointen er ikke at vise, at den voksne er barnet overlegent. Metalogerne viser snarere, at det er vekselvirkningen mellem faderen og datteren, der tillader dem begge at tænke intelligent, levende og dynamisk. Det er en leg de har, samtalerne er ikke præget af anstrengelse og konkurrence, men af tillid og respekt. Samtidig er de meget koncentrerede, og det er vel egentlig også det der kendetegner leg, afslappet koncentration.

Metalogerne viser at der er forskel på viden, men at forskel i karakter ikke er det samme som forskel i kvalitet, og at forskellen er forudsætningen for en frugtbar dialog præget af nysgerrighed, engagement og plads til at lade sig overraske. For eksempel indleder datteren med i den første metalog at spørge: “Far, hvorfor bliver tingene rodet sammen?”

Far: Hvad mener du? Tingene? Rodet sammen?

Datter: Ja, folk bruger masser af tid på at rydde op, men der er ikke nogen der bruger tid på at skabe rod. Tingene ser bare ud til at blive rodet sammen af sig selv, og så må folk til at rydde op i dem igen!

Så er banen kridtet op for en samtale, der nok handler om rod, opvask og havearbejde, men ligeså meget handler om idéer, tanker og følelser. Samtalen kredser om det forhold, at det er meget svært at blande sig i andres sager uden at komme til at skabe rod i dem. Det er meget svært at rydde op i andres ting uden at komme til at skabe en anden form for orden, og endnu sværere at rydde op i deres tanker og idéer, for vi har hver især forskellige idéer om hvordan tingene skal være for at være ordentlige. For Batesons datter er det for eksempel en frygtelig uorden, hvis kassen med farvekridt ikke står på sin sædvanlige plads, hvis Troldmanden fra Oz ligger opslået midt på gulvet, hvis bamsen har forvildet sig om bag potteplanten. Batesons pointe er at vise at når hun opfatter disse ting som tegn på uorden skyldes det udelukkende “at der er mange flere måder du kalder ‘uordentlige’ end ordentlige”. Troldmanden fra Oz kunne være tusindvis af forskellige steder i hendes værelse, men hun har besluttet sig til, at der kun er ét sted eller meget få steder, hvor den kan stå, for at være på rette hylde.

Bateson viser med denne metalog noget om hvordan det menneskelige sind ordner sin virkelighed og får den til at blive meningsfuld og sammenhængende, og at denne proces foregår hele tiden og på mange niveauer. Andre metaloger beskæftiger sig med forholdet mellem kropssprog, talesprog og metasprog, om leg og alvor, om hvorfor ting har omrids osv. Det skønne ved disse tekster er, at de behandler nogle fundamentale videnskabelige problemstillinger på en måde, så man som læser kan være til stede med sine egne tanker og overvejelser over, hvordan det egentlig hænger sammen. Hvorfor bliver der rod i tingene ? Hvorfor bruger mennesker tid på at rydde op, men ikke på at lave rod? Det er sgu egentlig et godt spørgsmål.

Der tænkes så det knager

Metalogerne illustrerer, at tilbøjeligheden til at forske og udforske ikke kun hører voksenalderen til, men måske i endnu højere grad barndommen, eller i hvert fald at en levende forskning afspejler en barnlig trang til at undersøge tingene, stille spørgsmål ved det givne og kombinere løs og stringent tænkning.

Batesons arbejde er præget af en form for menneskelig integritet, som jeg har stor respekt for. Der er en atmosfære af ydmyghed i hans tekster, men ikke ydmyghed forstået som tilbageholdenhen. Bateson bøjer ikke sit hoved for andre, men samtidig tillader han heller ikke andre at bøje sit hoved for ham. Det er som om han siger til sin læser: “Hverken du eller jeg ved, hvem eller hvad vi mennesker dybest set er for nogle gådefulde væsener. Men det skal ikke forhindre os i at forundres og glæde os over tilværelsen, hvad enten vi nu er videnskabsmænd, bussemænd eller bushmen”.

/Martin

 

Ugens Etnografiske Oplevelse

Er der mon er en etnograf tilstede? Og er han/hun i så fald i færd med at iagttage, deltage eller reflektere? I dette indlæg skriver jeg om det andet basisredskab i undervisningen i Intuitiv Studieteknik: Ugens Etnografiske Oplevelse.

DET HANDLER OM VÅGENHED

At være etnograf er ikke kun et spørgsmål om at kende fagets historie og tradition, alle dets forskellige -ismer, hæderkronede pionerer og afdøde afguder som Malinowski, Evans-Pritchard og Levi-Strauss. Det vigtigste er ikke engang, at man har bestået alle fagets eksamener og dermed har papir på, at man er etnograf. Nej, det vigtigste er i mine øjne, at man har tilegnet sig den særlige etnografiske opmærksomhed, der gør at man ser verden som en etnograf, hvad det så end vil sige. Et bud kunne være, at man som etnograf er i stand til at iagttage uden at involvere intellektet i første omgang. Man er i stand til at reflektere over noget på forskellige niveauer uden at sætte dem i modsætning til hinanden. Det kræver tålmodighed,  åbne sanser og tillid til både sig selv såvel som andre mennesker. Her har vi at gøre med kvaliteter, som du ikke kan læse dig til eller gå til eksamen i. Men du kan alligevel godt træne disse egenskaber på en systematisk måde, der gør det muligt at opleve tydelig fremgang. Et af de mest effektive redskaber jeg har brugt til at fremme den etnografiske opmærksomhed er Ugens Etnografiske Oplevelse, som du kan læse om i denne artikel.

HVAD ER EN ETNOGRAFISK OPLEVELSE?

Ugens Etnografiske Oplevelse kan du vælge ikke at opfatte som et redskab, men blot som tidsfordriv. Ugens Etnografiske Oplevelse er et mål af tid, måske to timer om ugen, som du afsætter, og hvor du forpligter dig til specielt at skaffe næring til din indre etnograf, altså den del af dig som er interesseret i hvad mennesker går rundt og laver og oplever, den del af dig som glæder sig til at skulle på feltarbejde og møde mennesker, der måske tænker og handler helt anderledes, end du selv gør. I sin mest enkle form er der tale om en ekskursion, som du planlægger i god tid og forsvarer mod andres indtrængen. Det er vigtigt, at du er af sted på egen hånd, i hvert fald i starten, for du skal vænne dig til at lytte til din egen oplevelse og gradvis opbygge tillid til din personlige dømmekraft. Hvis du er mandsopdækket af læsegruppe, venner og kærester, kan det være svært at høre hvad din indre etnograf prøver at fortælle dig. Du kender det fra biografturen sammen med en god ven. Så snart filmen er færdig begynder I at diskutere den og lede efter en eller anden konsensus om filmen var værd at se eller ej. Så er I oppe i hovedet igen og alle de følelser og kropslige, subtile indtryk som filmen har afsat i dig går tabt. Det er faktisk svært at komme til at opleve noget nyt, når man er sammen med mennesker man kender. Vi har en tendens til at reproducere de stemninger og følelser vi er fortrolige med i samværet, og det kan stå i vejen for at afprøve nye måder at tænke og opføre sig på. Det betyder ikke, at du må holde op med at hænge ud sammen med vennerne, men sørg også for at have tid hvor du oplever noget på egen hånd, sammen med din indre etnograf. Det er først og fremmest i starten at du er nødt til at gå solo, for at finde den etnografiske opmærksomhed frem. Efterhånden som den bliver stærk og robust, lærer du at blive i din egen oplevelse og stå ved den, også i selskab med andre, og så kan du invitere venner og familie med på etnografiske oplevelser, hvis de har lyst.

Så altså, en etnografisk oplevelser er en form for ekskursion, du udfører på egen hånd. Jeg vil anbefale, at bruge Ugens Etnografiske Oplevelse til at realisere nogle af de ting du går og drømmer om at prøve. Tag en lektion i mavedans, prøv faldskærmsudspring eller drageflyvning (hvis du har råd), tag ud og syng karaoke, tag på en blind date, arrangér med mols-linien, at du får lov at sejle med frem og tilbage oppe på broen sammen med kaptajnen, besøg et plejehjem, gå på et rigtigt værtshus, drik en kop kaffe på byens mest snobbede hotel, tag på fisketur med den lokale lystfiskerforening, rejs på tommelfingeren til Vesterhavet og se solen gå ned. Eller køb en busbillet og kør rundt med Århus Sporveje i et par timer, iagttag folk, snak med dem, kig på bussernes indretning og fornem rytmen i trafikken.

Du kan også gå mere excentrisk til værks og prøve at tilbringe eftermiddagen oppe i et træ i uniparken eller gå baglæns ned ad strøget i slowmotion. Sådanne handlinger/happenings kan være ret angstprovokerende, og du kan da også være temmelig sikker på, at forbipasserende vil tænke, at du er skør. Det skal du ikke lade dig slå ud af. Bare sig til dig selv, at du er i gang med et vigtigt videnskabeligt eksperiment om danskernes gå-kultur. Du skal selvfølgelig kun kaste dig ud i den slags eksperimenter, hvis de tiltrækker dig. Jeg vil ikke opfordre til, at du overskrider hverken dine egne eller andres grænser, men samtidig er det et godt tegn, hvis Ugens Etnografiske Oplevelse bringer dig ud i situationer, der giver lidt hjertebanken. På den måde rokker du en lille smule ved dine egne grænser for hvad du kan tillade dig, og sådan vil du gradvis blive mere modig. Ved at handle skørt og anderledes bliver du meget kropsligt bevidst om, hvad vi hertillands opfatter som normal adfærd. Jeg ved, at det ikke er sandsynligt, men strengt taget kan vi jo ikke vide, om der findes et sted i verden, hvor mennesker opfatter det at gå baglæns i slowmotion som helt normalt.

Som du kan se, er der uanede muligheder for at skaffe sig etnografiske oplevelser under de omstændigheder du lige nu befinder dig i. Der er ingen grund til at vente til feltarbejdet i 9.semester. Det er bare med at bruge sin fantasi og komme i gang. Når jeg tager afsted, plejer jeg at minde mig selv om at en etnografisk oplevelse indholder tre hovedingredienser: Der er et element af iagttagelse, et element af deltagelse, og et element af refleksion.

IAGTTAGELSE

Når du er afsted iagttager du selvfølgelig mennesker omkring dig. Dette kan være lidt af en udfordring i starten. Ofte har vi vænnet os til at ignorere folk omkring os, fordi vi er beskæftiget med egne tanker og formål, eller fordi vi ikke føler vi kan gå og glo på fremmede mennesker. Denne vane skal du arbejde dig ud af. Giv dig selv lov til at kigge på mennesker, og ikke kun dem du synes er sexede, selvom det også er tilladt at kigge på dem. Kig på gamle mennesker, unge mennesker, rige mennesker, fattige mennesker, glade mennesker, triste mennesker, oldinge, børn, handicappede, ludere, lommetyve, lurendrejere, lemmedaskere, lappedykkere, sjufter, socialdemokrater, sataner og skidesprællere.

Før du koncentrerer dig om at kigge på mennesker, vil jeg imidlertid opfordre dig til at lægge mærke til alt muligt andet. Planter, dyr, bygninger, møbler, skilte, cigaretskodder, tagrender, graffiti, fodspor, biler, tabte vanter osv. osv. Læg mærke til alle de ting, selvom de måske ikke betyder noget for dit igangværende projekt. Når du træder ind i et lokale, så se dig omkring og gør dig klart, hvor mange stole og borde der er, hvor mange lamper, hvor er de mørke områder, hvor er de lyse osv. Lav en mental note angående hver eneste lille detalje, så hvis jeg kom og spurgte dig efter en times tid, “hvilken farve har skraldespanden i hjørnet?”, så vil du vide det. Og du vil huske om den er tom eller fuld. Og du vil kunne oplyse, at der på skraldespandens nordside er sat et klistermærke med påskriften “nmark ud af EU” fordi nogen har prøvet at flå klistermærket af i den ene side.

Det lyder måske fuldkommen idiotisk at anstrenge sig for at lægge mærke til den slags, men træningen er med til at styrke din evne til at sanse intuitivt. Den såkaldte 6. sans er ikke så mystifystisk, som de fleste tror. Den er resultatet af en forhøjet sensitivitet af de øvrige 5 sanser. Så brug din synssans, din hørelse, lugtesans, smagssans og følesans, og øv dig i at lægge mærke til alting, når du er på ekskursion.

DELTAGELSE

Ja, deltagelse og deltagerobservation er jo noget antropologer længe har lagt vægt på som en vej til indsigt i andre menneskers liv. Det er ikke nok at læse om folk eller høre dem fortælle, hvad de laver, og hvorfor de gør som de gør. Man skal selv prøve at opleve tingene indefra. Læg mærke til i hvilke sammenhænge, du er en deltager, og i hvilke du er tilskuer. Hvornår oplever du at være ét med det du gør? Grænsen mellem at være tilskuer og deltager er flydende. Nogle gange overskrider du den grænse, uden at du selv lægger mærke til det, simpelthen fordi du af den ene eller den anden grund har enormt let ved at falde ind i netop den sammenhæng. Andre gange kan det føles næste umuligt at overskride grænsen, og lige gyldigt hvor meget du hopper og springer, lokker og truer, får du ikke lov at blive lukket ind i folks virkelighed.

Jeg vil anbefale, at du vælger etnografiske oplevelser, hvor det ikke er alt for svært at komme til at deltage. Tag imod invitationer, hvis de dukker op. Efterhånden som du bliver fortrolig med at være nybegynder i alle mulige sammenhænge, bliver det også lettere og lettere at få adgang til områder, der før var lukkede for dig. Og husk at give dig selv lov til at være begynder, det er hvad du som etnograf har allermest brug for.

REFLEKSION

Refleksion vil i denne sammenhæng sige, at du i løbet af den etnografiske oplevelse, eller umiddelbart bagefter, gennemgår i dit sind, hvad du har været udsat for. Hvem mødte du? Hvad gjorde de? Hvad sagde de? Hvordan reagerede du? Hvilke tanker og følelser dukkede op undervejs? Afspejlede din oplevelse nogle af de idéer som den antropologiske litteratur har præsenteret dig for? Hvis du skulle give din oplevelse en antropologisk klingende overskrift, hvordan ville den så lyde?

Når du reflekterer over din etnografiske oplevelse, kan du se det for dig som en dialog mellem intuition og intellekt. I praksis kan du reflektere over din etnografiske oplevelse ved at skrive om den. Afsæt for eksempel 20 minutter, hvor du sætter dig ned, og skriver hvad du har oplevet. Stil dig selv spørgsmål og prøv at besvare dem. En anden metode er at alliere dig med en ven, fx en medstuderende, og aftal at du får lov til at fortælle i 10 minutter uden afbrydelser. Tag dig god tid, fortæl hvad du har oplevet, samt hvad du har gjort dig af tanker i den forbindelse. Din ven skal ikke gøre andet end at lytte. Efter de 10 minutter kan han eller hun så stille spørgsmål, og I kan snakke videre om emnet, så længe I gider. Eller I kan bytte så den anden får 10 minutter til at fortælle om en etnografiske oplevelse. En tredje metode er at finde et billede, der beskriver det essentielle i din oplevelse. Det kan være et billede du selv har fotograferet, tegnet eller malet, eller det kan være et billede du er stødt på i et magasin, på nettet, i en bog, hvorsomhelst. Hæng billedet op på opslagstavlen eller på væggen over dit arbejdsbord.

Det sete afhænger af øjnene der ser

DET ER DIG, DER GØR OPLEVELSEN ETNOGRAFISK

Arbejdet med Ugens Etnografiske Oplevelse og Morgensider er en rigtig god måde at vække den etnografiske opmærksomhed, og det betyder i praksis at du begynder at forholde dig mere dynamisk og mindre dogmatisk til de ting der sker omkring dig. Du bliver mere åben overfor at lade tingene ske uden at du behøver blande dig, og du lærer, at lige meget hvad der sker, kan du altid vælge at tage det som en etnograf. Så du begynder at kigge efter hvad situationen kan lære dig, snarere end at være optaget af om du kan lide den eller ej. Når du gør det, skaber du faktisk en etnografisk oplevelse. Den var der ikke før du involverede din etnografiske opmærksomhed. Hvis du havde været medicinstuderende og havde involveret din medicinske opmærksomhed ville det have været Ugens Medicinske Oplevelse, hvis du havde været biologistuderende ville det have været Ugens Biologiske Oplevelse osv. At blive en god etnograf handler om at komme i kontakt med den etnografiske opmærksomhed og begynde at bruge den, så vil den vokse ligesom en muskel der bliver trænet. I starten kan det føles hårdt, du skal tage dig sammen for at komme i gang, og der er grænser for hvor længe du kan bruge ‘muskelen’ ad gangen. Men den udvikler sig hurtigt, og efterhånden behøver du ikke længere at opsøge etnografiske oplevelser, men kan lade dem komme af sig selv. God fornøjelse!

/Martin

 

Morgensider – hvordan man kommer igang med at studere intuitivt

  

I undervisningen i Intuitiv Studieteknik vil vi arbejde med to basisredskaber: "Morgensider" og "Ugens Etnografiske Oplevelse". I dette indlæg kan du læse om mine erfaringer med at bruge morgensiderne.

Enhver rejse begynder med et enkelt skridt. Uanset hvor lang rejsen er, uanset hvorhen rejsen går. Et enkelt skridt. Efterhånden som du får etableret en ubesværet kontakt til intuitionen finder du ud af, at du ikke behøver at vide, hvor rejsen går hen eller hvor lang den er. Du behøver blot at vide, hvad der er det næste rigtige skridt.

Kørt fast

For tre år siden, i januar 2007, sad jeg på hovedbiblioteket i Lund og sled i det med en opgave om “Industrisamhällets fysiska förutsättningar och begränsningar”. Jeg var i Sverige for at følge en række kurser i “Humanekologi” som en del af min suppleringsuddannelse. Det var en rigtig spændende tid, jeg var glad for undervisningen og studiemiljøet i Lund, men jeg kunne også se, at det kom til at knibe med at få formaliteterne omkring mit studie til at falde på plads. Jeg havde allerede sprunget én eksamen over fordi jeg gik i stå i skriveprocessen, og nu så det mønster ud til ville gentage sig. Det var en frustrerende situation, og jeg forstod egentlig ikke hvad der var galt. Hvorfor kunne jeg ikke skrive, når jeg nu faktisk syntes, det var spændende, det, jeg skulle skrive om? Det må være dette her, der kaldes en skriveblokering, tænkte jeg, men så vidt jeg har forstået skal man først gå helt i sort, når man sidder med specialet, eller ph.d. afhandlingen. Ikke med sådan en snollet lille opgave på 10 sider! 

Nå, men jeg kunne i hvert fald ikke skrive nogetsomhelst, det blev mere og mere klart for mig. Hvad gør man? Er der mon nogen, der ved noget om hvordan man får det bedre med at skrive? En hurtig søgning i bibliotekets database viste, at det er der. Der er altid hjælp at hente, og den dukker som regel op, når man er klar til at tage imod den, dvs. når man erkender, at man har brug for hjælp, hvilket er noget helt andet end at være hjælpeløs. Jeg var klar! Jeg var led og ked af at mine skriveprocesser i årevis havde været temmelig opslidende. Nu skulle der ske noget nyt, ellers var det enden på min affære med universitetet.  Til at begynde med var min motivation, at jeg gerne ville blive mere “driftsikker” på studiet, men efterhånden er det at skrive blevet en integreret del af min måde at lære på i alle mulige situationer. Men det begyndte med et enkelt skridt, og det skridt hedder “Morgensider”.

Morgensider er, som navnet antyder, noget du skriver om morgenen, gerne lige når du vågner. Du skal skrive tre håndskrevne sider om lige hvad falder dig ind. Det er det hele. Når du har skrevet tre sider lægger du dem fra dig, og næste dag skriver du tre sider igen. Simple. Det er ligegyldigt hvad du skriver i morgensiderne, det er ikke meningen at nogen skal læse dem. Du skal ikke engang selv læse dem, de første mange uger. Du skal bare skrive dem. Hvis det er forfærdeligt at starte dagen med at skrive kan du skrive om det:

“Åh nej, så er det morgen igen, jeg har intet at sige! Potteplanten trænger til vand, og hvad skal jeg ha’ til morgenmad. Jeg har vist ikke tid til andet end en gang havregryn. På torsdag skal den have hele armen med æg og pandekager og bacon osv. Det var ellers en god weekend i Vejle hos de gamle…”

Du kan skrive lige hvad du vil i morgensiderne, og du behøver ikke tage hensyn til hverken stavefejl, grammatik, pæn skrift, fy-ord eller uartige formuleringer. Du  skriver bare ordene ukritisk ned efterhånden som de danner sig inden i hovedet på dig. Hvad skal det gøre godt for? Ja, det er det underlige ved det, at en sådan tilsyneladende nytteløs aktivitet kan føre til mærkbare forandringer. Min erfaring er at morgensiderne er et stækt redskab til at undgå intellektuel forstoppelse. De er endvidere en hælp til at komme på højde med sig selv rent sprogligt i både skrift og tale. Endelig lærer man at lytte til intuitionen, og give den et udtryk som intellektet kan forstå.

1: Undgå intellektuel forstoppelse

Intellektuel forstoppelse? hvad skal nu det betyde? Jeg hentyder her til den ubalance de fleste mennesker har mellem hvor meget information de tager ind og hvor meget information de sender ud. Især studerende vænner sig til at læse læssevis af bøger og artikler, mens de selv kun skriver nogle få gange om året. Vi læser tusind gange så meget som vi skriver, og det fører temmelig ofte til intellektuel forstoppelse. Enten ved at man bliver helt blokeret i forhold til at skrive, sådan som det skete for mig, eller også ved at ens sprog bliver unødvendigt indviklet og besværligt. Ordene står i vejen for hinanden, man har svært ved at finde noget at sige, og endnu sværere ved at finde nogen der gider lytte, for der kommer ikke andet end højtragende sludder ud af munden på én. 

Jeg hører om mange studerende, der får skriveblokeringer eller oplever det at skrive som meget hårdt. Jeg har aldrig hørt om studerende med læseblokeringer. Hvordan kan det være? Jeg tror, det hænger sammen med at vi vænner os til at læse hver eneste dag. I starten kan det være hårdt, læsemængden er stor, og det tager tid at komme ind i fagsproget og vænne sig til at læse på engelsk. Men man øver sig hver dag, klemmer på og bliver stille og roligt mere og mere afslappet omkring det. Hvad ville der ske, hvis vi vænnede os til at skrive hver dag? Ja, vi ville såmænd nok blive bedre til at skrive! Så et af formålene med at skrive morgensider er at blive mere afslappet omkring det at formulere sig skriftligt, og efterhånden som man udvider sit sproglige frirum, falder det mere og mere naturligt at omsætte tanker til kruseduller på papir. Det er en form for dagbog, men vel at mærke en dagbog befriet for alle de romantiske klichéer om hvordan man skal formulere sig i en dagbog. I morgensiderne skal man ikke opføre sig, man skal udelukkende udtrykke det som er lige nu.

2: Sproglig udvikling

Det er min erfaring, at man opnår større sproglig klarhed, når man arbejder med morgensiderne. Det sker egentlig helt af sig selv, hovedsagelig fordi man får skabt bedre balance mellem mængden af det der går ind og det der går ud. Men også kvaliteten af den information man bearbejder forbedres. Man bliver simpelthen bedre til at formulere sig præcist og elegant i skrift og tale. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men tænker at det nok hænger sammen med, at man lærer på et dybere niveau, når man skriver end når man læser. Man husker bedre noget man har skrevet, end noget man har læst. Når en indsigt ligger i hukommelsen som et personligt erfaret udtryk, kan den bringes i spil på en autentisk måde på rette tid og sted, og ikke bare som indstuderet frase man lirer af sig til eksamen.

At læse er kun ét niveau i læreprocessen, jeg ved ikke hvorfor universitetet dyrker denne forkærlighed for at lære gennem bøger, når de vigtigste ting i livet ikke kan erfares gennem bøger alene. Andre niveauer er at skrive, at deltage og observere, at fortælle og snakke om emnet, at undervise i emnet. Dette fremgår også af dagens citat oppe i hjørnet: “to learn: read. to know: write. to master: teach”. Jo flere af disse faser man gennemgår, jo mere vil man komme til at vide om emnet.

3: Morgensider er intuitionens sprog

Det, at man skriver om morgenen betyder to ting, der har med intuitionen at gøre. For det første er det oplagt at nedskrive nattens drømme, hvis man kan huske dem. Drømme kan være spændende og fascinerende i sig selv, og man kommer som regel i tanker om flere detaljer i en drøm, når man giver sig tid til at huske den. Hvis man ved noget om drømmenes symbolik vil man også gennem dem få adgang til informationer om sig selv, der ellers ikke er umiddelbart tilgængelige i den dagsbevidste tilstand. Jeg ved ikke så meget om drømme og vil ikke gøre mig klog på hvordan de kan integreres i studielivet i denne artikel, men jeg forestiller mig at der ligger et stort uudforsket potentiale her, og det er noget jeg selv vil arbejde på at inddrage mere i min studiepraksis.

Den anden kvalitet ved at skrive om morgenen, er at du gør dig selv klar til at tage imod dagen. Du ordner dit ordforråd og trimmer talegaverne. Det er en form for mental morgengymnastik. Bagefter er du mere veloplagt og der er plads i hovedet til at tage imod nye indtryk. Du kan også opleve morgensiderne som en hjælp til at huske aftaler og forberede dig mentalt på dagens begivenheder.

Hugin og Munin

Jeg har skrevet morgensider i tre år nu, og vil formentlig fortsætte mange år fremover. Jeg tænker ind i mellem at morgensiderne udfylder den samme rolle som Odins ravne i den nordiske mytologi. Hver morgen ved daggry sender Odin sine ravne ud. Hugin og Munin, hedder de, tanke og hukommelse.  De vender tilbage inden dagen er rigtig i gang med nyt fra alverden. Sådan en gud er Odin – han er ikke almægtig, men har hjælpere og rådgivere i mange skikkelser. Morgensider er en god hjælper og en god rådgiver for den der ønsker at inddrage intuitionen i sin studiepraksis. Det er ikke hver dag tanke og hukommelse leverer toppræstationer, men de bliver givet muligheden for at komme til orde, og den daglige træning begynder hurtigt at give resultater.

/Martin

 

Måske skulle man blive konsulent!

Det private erhvervsliv arbejder ofte med samarbejdsredskaber, som man kunne have gavn af at kende til som studerende. Jeg stødte på et af dem forleden aften, da en ven viste mig rundt på sin arbejdsplads efter lukketid

VINTERBAD OG MODERNE MANAGEMENT: UHU- OG AHA-OPLEVELSER

Forleden aften var jeg ude og vinterbade sammen med Kasper, en barndomsven, der ligesom jeg selv har forvildet sig her til Århus, og nu står overfor at skulle finde på noget meningsfuldt at tage sig til efter universitetet. Kasper blev færdig som økonom i efteråret, og har fået ansættelse som konsulent i firmaet PeopleWay, der beskæftiger sig med IT rådgivning og back-up. Hvad Kasper mere præcist bestiller i den sammenhæng er endnu ikke gået op for mig, men han tager ind i mellem ud og holder foredrag og workshops i hæderkronede virksomheder som Maersk og Vestas. Og de betaler godt!

Nå, men i aften gjaldt det altså en af vinterens gratis glæder: den direkte kontakt med det hundekolde, dyngvåde saltvand i Århusbugten. Vi smed tøjet i al hast og kastede os tænderklaprende ud i vandet, der i løbet af få sekunder bragte kroppen på tærsklen til at gå i panik. Op igen! Ind i saunaen – Ahh! Den vidunderlige prikkende fornemmelse, når huden igen begynder at få tillid til verden udenfor og porerne langsomt åbner sig. Efter 20 minutter i heden er dét til gengæld blevet for meget, og nu trænger kroppen til kulde. Men det har vi jo også så rigeligt af udenfor.

Sådan går turen frem og tilbage mellem sauna og saltvand, indtil vi har fået nok. Kasper foreslår at vi tager ind på hans arbejdsplads for at se det sidste af håndboldkampen Danmark-Østrig. Jo, det ka’ vi godt. Vi triller ind til byen på vores cykler, fanger noget aftensmad på vejen og når frem to minutter inden kampen fløjtes af. Danmark vandt.

Jeg kigger mig lidt omkring i de flotte kontorfaciliteter. Møbler og indretning er enkelt, funktionelt og gedigent. Der er en hjemlig atmosfære (sofakrog med fjernsyn, bordfodboldspil, billeder på væggene) samtidig med at man fornemmer, at her bliver arbejdet koncentreret. Jeg stopper op overfor en tavle, hvorpå der er tegnet et skema. Skemaet er fyldt med en masse gule post-its. Det er en form for landkort over deres igangværende arbejdsprocesser. Skemaet har lodrette kolonner med titlerne: Task (opgave), To do! (handling), In progress (undervejs), review (evaluering), Done (færdig arbejde!). I de vandrette kolonner kan man så flytte post-its, der beskriver delopgaver, frem efterhånden som de bevæger sig mod at blive ført ud i livet.

Jeg står lidt og kigger på det hele. Hold kæft, det er smart, det her, tænker jeg. Her kan man se, både hvad man selv har gang i, hvad de andre har gang i, og hvordan de forskellige arbejdsprocesser griber ind i hinanden. Sådan en tavle må jeg have! Alt for ofte prøver jeg at have fem-seks, ikke særlig veldefinerede opgaver inden i hovedet på én gang. Jeg ved godt, det koster både tid, energi og opmærksomhed, men jeg har ikke kendt nogen bedre måde. Det her ser brugbart ud – ikke mindst hvis man skal koordinere sit arbejde i forhold til andres arbejde. Som studerende kan man som regel få lov til at passe sig selv, men før eller siden får man brug for at kunne samarbejde med andre. At kunne planlægge arbejde sammen, og motivere hinanden til at klemme på, også når der opstår vanskeligheder og situationer man ikke kunne forudse. Det her virker enkelt, sjovt og effektivt. Jeg glæder mig ligefrem til at skulle tage dette redskab i brug. Måske var det så alligevel konsulent jeg skulle have været? Måske kan jeg nå det endnu?

/Martin

 

Kunsten at studere

Kunsten at studere handler blandt andet om at få noget på krogen. Men selve ventetiden kan også være til stor fornøjelse, man er trods alt i gode omgivelser og i godt selskab

VELKOMMEN

Velkommen til denne blog, som beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvordan man bærer sig ad med at studere med hjerne, hjerte og jordforbindelse. For ikke at tale om mod, humor, nærvær og præcision. Det er ikke altid man overvejer det, men der er jo faktisk mange måder at lære på, og de har alle konsekvenser. Man kan lære noget ved at gå en tur i skoven, man kan lære noget ved at læse en bog eller en artikel, man kan lære noget ved at møde mennesker, man kan lære noget ved at skrive et brev osv, osv. Helt overordnet kan man sige, at det er muligt at lære noget af en hvilkensomhelst situation, HVIS MAN ER INDSTILLET PÅ AT LÆRE NOGET! Indstillingen og det åbne sind er det afgørende. Tænk på hvor meget små børn lærer. Jeg talte engang med min fætter om dette. Han var for nylig blevet far, og iagttog med forbløffelse hvor hurtigt hans lille søn udviklede sig, ikke bare i det fysiske, men på alle planer. Sprogligt, motorisk, intellektuelt, humoristisk, sansemæssigt. Han påstod overfor mig, at sådan en lille størrelse udfører et stykke bevidsthedsarbejde, der svarer til en doktorafhandling hver eneste uge! Det var sagt halvt i spøg, min fætter var på det tidspunkt i gang med sin doktorafhandling, og havde meget besvær med at holde sig selv til ilden og finde en arbejdsform, der fungerede. Så hvis han skulle sammenligne sin egen læreproces med sin søns, var det ham selv, den voksne, der havde noget at lære af spædbarnet, snarere end omvendt.

Jeg tror, der er noget om det. Og jeg tror også, at når det er muligt for menneskebørn at udvikle sig så hurtigt, hænger det sammen med, at det bevidsthedsarbejde et barn udfører ikke kun er intellektuelt, men netop også kropsligt, følelsesmæssigt, sprogligt, motorisk, sansemæssigt og æstetisk. I modsætning til en doktorafhandling, der hovedsagelig overlader opgaven med at forstå verden til hjernen og intellektet. Det er nok derfor en doktorafhandling er 3-4 år undervejs! Hjernen og intellektet er værdifulde redskaber, men de er ærlig talt ret sløve, hvis de ikke bakkes op af krop, følelse og kreativ energi.

TANKER OG FØLELSER LÆRER AF HINANDEN

Thorkild Bjørnvig skriver i et essay om forholdet mellem tanke og følelse, at det at vedkende sig sine følelser, jo ikke betyder at man er holdt op med at tænke. Det betyder at tænkningen er integreret i følelsen, følelseslivet er integreret i tankelivet (Bjørnvig 1979: Barnet og dyret i industrisamfundet).

Mange af vore vanskeligheder som studerende opstår fordi vi prøver at holde tanker og følelser adskilte. Vi prøver at holde intellekt og intuition på afstand af hinanden. Men hverken følelser, intuition, drømme eller skøre idéer forsvinder fordi vi lader som om de ikke er der, og hvis vi vil beskæftige os med videnskab uden at blive splittet i forhold til os selv, må vi finde en måde at integrere de forskellige dele af os selv i vore studiemæssige aktiviteter.

Jeg selv har arbejdet bevidst med dette i mere end tre år, og selvom jeg til tider har følt mig lidt skør, er det ikke min oplevelse at intellektet har taget skade af at komme i dialog med krop, følelser og intuition. Tværtimod oplever jeg at det er blevet modnet og nu udfolder sig langt mere fleksibelt og dynamisk end tidligere.

VÆR MED!

På denne blog vil jeg derfor skrive om de forskellige teknikker jeg arbejder med, og sætte mine erfaringer med intuitiv studieteknik i cirkulation med andre. Bloggen er særligt henvendt til studerende indenfor antropologi og har til opgave at dokumentere et undervisningsforløb i Intuitiv Studieteknik, som jeg afvikler foråret 2010. Uanset hvem du er, og hvad din indfaldsvinkel til studieteknik er, er du mere end velkommen til at kommentere indlæggene og bidrage med dine egne erfaringer.

/Martin